Kritik af parkeringsforhold og adgangsvej til den nye lufthavn
Der er mange der undrer sig over, at parkeringspladsen foran lufthavnen i Nuuk ofte er helt tom for biler. Samtidig henvises de rejsende til langtidsparkeringen på fjeldet. – Men skal vi være international lufthavn, så er det sådan sikkerhedsreglerne er, siger direktør i Greenland Airports.
Mange har undret sig over, hvorfor de rejsende skal henvises til langtidsparkeringen på fjeldet, når der er masser af plads foran terminalen. Men det er et lovkrav, hvis man vil være one-stop security-lufthavn, siger direktør i Greenland Airports.Foto: Oscar Scott Carl
De rejsende er glade for den nye lufthavn i Nuuk, men siden
åbningen i november, har mange udtrykt undren, forvirring og frustration over
parkeringsforholdene.
Annonce
For hvorfor er det kun taxaer, busser og de ansatte i
lufthavnen, der må holde tæt på terminalen, mens de rejsende er henvist til
langtidsparkeringen på fjeldet over for terminalen, medmindre man kan klare
afsætning eller afhentning af passagerer på under 3 minutter i Kiss &
Fly-området?
Udfordring i dårligt vejr
For rejsende med små børn og mange kufferter samt ældre mennesker, der er
dårligt gående, kan det være en udfordring at komme fra langtidsparkeringen på
fjeldet, ned ad trappen og hen over pladsen til terminalen – ikke mindst når
det er blæsende, glat og koldt. Og flere rejsende oplevede i vinter og foråret,
at der ikke var ryddet sne på parkeringspladsen og på trappen, hvilket gjorde
det endnu mere utrygt at komme frem.
Og når man så samtidig kommer ned ad trappen og ser de
nærmest helt tomme parkeringspladser foran lufthavnen, så kan man godt undre
sig over, hvorfor der dog ikke har været plads til at etablere parkering her.
Trappen fra langtidsparkeringen og ned til terminalen bliver nu overdækket, så man undgår sne- og isglatte trin. Ifølge Greenland Airports bliver overdækningen etableret her i løbet af sommeren.Foto: Oscar Scott Carl
Sikkerhedsregler
MOTOORI
Artiklen er udgivet i tillægsavisen Motoori. Du kan finde Motoori HER
Greenland Airports har allerede været ude i en mediestorm, efter at de i marts
på Facebook pointerede, at området tæt ved terminalen er en del af lufthavnens
sikkerhedszone, og at det er derfor, at rejsende ikke må parkere der i mere end
3 minutter.
”I tilfælde af en beredskabssituation skal redningskøretøjer
og beredskabspersonale have uhindret og hurtig adgang til terminalen. Derfor er
det ikke tilladt at parkere i dette område – kun kortvarigt at standse.”
Videre skriver Greenland Airports, at uidentificerede biler af
sikkerhedsmæssige årsager heller ikke må holde parkeret i bestemte områder –
det gælder for eksempel foran terminalen og langs vejene ved lufthavnen. Og
dertil at personaleparkeringen ved terminalen er et område, som kun må benyttes
af sikkerhedsgodkendte brugere dvs. lufthavnens personale, politi, toldere
m.fl.
One-stop-security
Foreholdt de rejsendes frustrationer, svarer direktør i Greenland Airports,
Jens Lauridsen, at han godt kan forstå det, men at reglerne om afstandskrav
skal overholdes, hvis den nye lufthavn skal opnå de internationale
sikkerhedsgodkendelser.
– Jeg forstår godt, at folk undrer sig, når vi nu har
en stor og fin asfaltplads lige foran terminalen, hvor der ikke holder biler.
Men hvis vi skal have one-stop-security-godkendelsen, så er der nogle krav til,
hvor langt der skal være fra hvor flyene holder parkeret og til den offentlige
parkering.
– Jeg er med på, at det er en stor forandring i forhold
til den gamle terminal i Nuuk, hvor man næsten kunne holde ude på
landingsbanen. Det kræver noget tilvænning, men hvis vi vil være international
lufthavn, så er der andre regler, der er gældende.
Overdækning af trappen
Jens Lauridsen anerkender dog, at der har været udfordringer med
adgangsforholdene fra langtidsparkeringen og til terminalen.
– Det har ikke været optimalt med den trappe fra langtidsparkeringen og
ned til terminalen. Og vi er derfor i gang med at se på, om vi kan få etableret
en overdækning hen over trappen, så de rejsende ikke skal bekymre sig om,
hvorvidt den er ryddet forsvarligt for sne, siger Jens Lauridsen, der
forklarer, at lufthavnen faktisk havde tre mand til at skovle sne hele
vinteren, men at det desværre ikke var nok.
– Jeg kan sagtens forstå, at det kan virke ulogisk og underligt, at man ikke må parkere foran terminalen, hvor der er masser af ledig plads. Men det ændrer bare ikke på, at hvis vi skal være one-stop security lufthavn, så er vi nødt til at leve op til den internationale lovgivning, siger direktør i Greenland Airports Jens LauridsenFoto: Greenland Airports
Planen er at overdækningen skal stå færdig, inden den første
sne lægger sig igen. Tag offentlig transport eller bliv kørt I forhold til at gå fra langtidsparkeringen og ned ad trappen og hen over
pladsen med små børn, kufferter, klapvogne og meget andet, opfordrer Jens
Lauridsen de rejsende til at tage offentlig transport, taxa eller lade sig
blive kørt i lufthavnen af familie eller venner. Alternativt at køre ind på
korttidsparkeringen og læsse af, og dernæst lade en enkelt af de rejsende tage
gåturen fra langtidsparkeringen og ned til terminalen. – Men det er klart, at hvis man for eksempel rejser alene med børn, så er det
noget mere bøvlet, end hvad man måske tidligere har været vandt til, siger Jens
Lauridsen.
Servicepersonale
Flere lokale fortæller også, at de har haft negative
oplevelser med servicepersonalet foran terminalen. En skriver for eksempel på
Facebook: ” Jeg forstår, at der skal være
retningslinjer, men tonen og måden, de håndhæves på, har stor betydning. Jeg
håber, at der i fremtiden vil være større fokus på service, fleksibilitet og
respekt for dem, der også benytter vores nye internationale lufthavn”.
Adspurgt om der i Greenland Airports er fokus på god service
og kommunikation, svarer Jens Lauridsen, at det er et område, der faktisk er
særlig fokus på lige nu i alle lufthavnene i Grønland.
– Vi er en servicevirksomhed, og derfor skal vi behandle vores kunder
ordentligt. Er der problemer med servicen, så er det bestemt noget vi skal
følge op på. Vi er faktisk i gang med at køre en række servicekurser i alle
vores lufthavne med henblik på at blive mere servicemindede, siger Jens
Lauridsen.
– Vi er en servicevirksomhed, og derfor skal vi behandle vores kunder ordentligt. Er der problemer med servicen, så er det bestemt noget vi skal følge op på, siger direktør i Greenland Airports Jens LauridsenFoto: Oscar Scott Carl
Betaling for parkering
På Greenland Airports hjemmeside står der, at man på sigt vil indføre et
automatisk betalingssystem for langtidsparkering ud over 3 timer.
Ifølge
oversigten vil en dagsparkering komme til at koste 45 kroner mens en uge vil
komme til at koste 295 kroner.
– Men så længe vi roder med at få langtidsparkeringspladsen endelig
færdig, så indfører vi ikke betalingssystemet. Der er heller ikke tale om en
pengemaskine, men snarere om at vi ikke ønsker at folk benytter
langtidsparkeringen til flere måneders parkering af bilen, som vi har set
tidligere ved den gamle terminal, siger Jens Lauridsen.