boliger
Kristiansen: Stigende huslejepriser er den største udfordring
- Huslejepriserne stiger, selvom vi er kommet bagud med renoveringen. Der er ingen sammenhæng i det, siger boligpolitisk ansvarlig Knud Kristiansen
(Artiklen er opdateret klokken 12.28 på grund af oversættelsesfejl hos Tusagassiivik)
Debatten om boliger er for alvor blusset op igen de seneste dage, efter det kom frem, at 398 lejere landet over venter på at blive smidt ud af deres kommunale eller selvstyreejede bolig - 394 af dem på grund af restancer.
I et interview med Tusagassiivik fortæller naalakkersuisoq for boliger, byggeri og infrastruktur Knud Kristiansen, hvad hans visioner og mål er.
- Mine mål handler om nye boliger, udvidelse af telekommunikationen, den kommende atlanthavn i Nuuk, byggeri af nye lufthavne og forlængelse af nogle landingsbaner, siger Knud Kristiansen her to måneder efter sin tiltrædelse som naalakkersuisoq for boliger, byggeri og infrastruktur.
Læs: Knud Kristiansen afviser at indføre en ‘kiffaq-konto'
Læs: Knud Kristiansen har ansat en politisk rådgiver
Undrer sig over huslejepriser
Atassut-politikeren ved, at der er meget at tage fat på, især på boligområdet.
- Vi har boligproblemer på næsten hele kysten. Vi er kommet bagud med renoveringsarbejdet, og det betyder en skæv sammenhæng mellem renoveringen og boligbyggeriet i både byer og bygder. Det vil vi gerne gøre noget ved, selvfølgelig ud fra de økonomiske rammer vi har fået sat til rådighed, siger Knud Kristiansen til Tusagassiivik og fremhæver, at det er meget vigtigt, at alle involverede parter arbejder tæt sammen, så der ikke opstår flaskehalsproblemer.
Der er især én ting, som undrer naalakkersuisoq for boliger, byggeri og infrastruktur:
- Huslejepriserne stiger, selvom vi er kommet bagud med renoveringen. Der er ingen sammenhæng i det. Det vil have været mere logisk, hvis priserne steg efter renoveringen. Nu er vi gået i gang med at rive forældede boliger ned for at kunne bygge nye og billigere boliger. Udfordringen er at nå huslejepriser, som lejerne kan leve med.