Krisehjælp til mineselskaber på plads
Mineselskaber i Grønland slipper for at leve op til deres efterforskningsforpligtelser i 2020.
Når et mineselskab får lov til at lede efter mineraler i et bestemt område her i landet, så følger der forpligtelser med.
Selskaberne lover nemlig at bruge et vist beløb hvert år på at efterforske i området, og hvis ikke selskabet lever op til kravet, skal licensen leveres tilbage.
Det er denne forpligtelse, som selskaber med efterforskningstilladelser nu slipper for:
- Naalakkersuisut har godkendt justeringen af mineral efterforskningsforpligtelser for 2020 for alle eksklusive licenser til nul, skriver Selvstyret.
- Med nul efterforskningsforpligtelser i 2020 vil Selvstyret hjælpe virksomheder, der opererer i Grønland, til at opretholde deres projekter under de udfordrende forhold, hedder det videre.
Kommer selskaber i møde
Naalakkersuisoq for Finanser, Vittus Qujaukitsoq, nævnte muligheden for at lempe efterforskningsforpligtelserne på et pressemøde i sidste uge.
Og med initiativet kommer Naalakkersuisut mineselskaberne i møde under coronakrisen. Sermitsiaq.AG kunne i midten af marts fortælle, at mineralpriser og aktiekurser på mineselskaber var i frit fald, og det kunne påvirke aktiviteterne her i landet.
Værdien af den efterforskning, som Grønland kan gå glip af, er svær at fastsætte, fortæller departementschef i Departement for Råstoffer, Jørgen T. Hammeken-Holm.
Selvom aktiviteterne ser ud til at blive få i år, så er han optimistisk med hensyn til de kommende år:
- Vi har lige været på en råstofmesse i Toronto – alle havde store planer og meget positive forventninger med henblik på efterforskning. Det, vi hører nu, er, at man er vant til krisesituationer og forventer at komme stærkt tilbage, siger han og fortsætter:
- Det er en branche, der er vant til store udsving, og man arbejder med lange tidshorisonter. Vi siger til selskaberne: Kom igen til næste år, vi har ikke nogen krav i år, forklarer Jørgen T. Hammeken-Holm.
Overvejer at ydskyde regninger for 10 mio. kr.
For at hjælpe mineselskaberne yderligere, overvejer Naalakkersuisut to initiativer, der handler om ikke opkræve eller udskyde betaling for myndighedsbehandling samt lempe kravene for sikkerhedsstillelse for udnyttelsestilladelserne.
Hammeken-Holm vurderer, at selskabernes betaling for myndighedsbehandling kan løbe op i omkring 10 millioner kroner i år. Naalakkersuisut forventer at træffe beslutning, om hvorvidt betalingerne skal udskydes eller helt bortfalde senere i april.
I så fald skal Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg også inddrages i sagen.