Kodning indføres i gymnasiet
Tusass har indgået en partnerskabsaftale med GUX Nuuk om at bringe kodning til eleverne på gymnasiet i et IT-Masterclass-forløb.
Tusass har succes med at indføre kodning i folkeskolernes ældste trin og har været i forskellige skoler i blandt andet Kommuneqarfik Sermersooq og Avannaata Kommunia for at lære elever om kodning.
Nu har Tusass indgået en partnerskabsaftale med GUX Nuuk for at indføre kodning og digitalisering i den gymnasiale uddannelse.
Samarbejdet indebærer blandt andet undervisning i kodning fra Tusass’ læringskonsulent Martin Olesen, som skal være med til at undervise eleverne på gymnasiet udenfor deres normale undervisning med udgangspunkt i Coding Class konceptet, som har været benyttet i folkeskolerne.
Rektor i GUX Nuuk glæder sig over muligheden. GUX Nuuk startede op på IT-Masterclass i år, og vil benytte kodning i undervisningen.
- Vi er på GUX Nuuk utroligt glade for at kunne udvikle vores IT-Masterclass i samarbejde med Tusass. Vi håber, at samarbejdet med Tusass kan booste vores IT-Masterclass, og vi er spændte på, hvordan ideerne omkring kodning og det innovative udgangspunkt modtages af vores elever, siger rektor Mikael Enggaard i en pressemeddelelse.
- Derudover er der noget helt fundamentalt rigtigt i, at vi som gymnasie laver samarbejde med en større virksomhed som Tusass, så eleverne kan opleve at teorier omsættes til praksis i den virkelige verden, fortsætter han.
Håber på øget interesse
Tusass håber, at initiativet vil være med til at øge interessen og forståelsen for kodning, teknologiforståelsen og innovation.
- Det er fedt at se, hvordan kodning bliver en større del af uddannelsessystemerne, og jeg er glad for at kunne være med til at lære den unge generation, hvad det betyder at kode, og hvordan det kan bruges i ens hverdag. Det har været en succesoplevelse at undervise eleverne og se deres engagament i deres arbejde, siger læringskonsulent Martin Olesen.