Royal Arctic Line
Køb af stort containerskib på plads
Finansieringen af et stort containerskib er faldet på plads, oplyser Royal Arctic Line.
Den 25. januar indgik Royal Arctic Line en kontrakt med det kinesiske skibsværft Wenchong om bygning af et 2.150 TEU containerskib til levering i foråret 2019.
Tysk bank og eksportkredit
Finansieringen er kommet i hus ved hjælp af den tyske bank KfW og med en sikkerhedsstillelse i Sinosure, som er den kinesisk eksportkreditforsikring. Kontraktprisen er på USD 32 millioner og Royal Arctic Line egenfinansierer ca. 20%.
- Det er med glæde, at finansieringen nu er på plads for kontraheringen af vores nye containerskib på 2.150 TEU, som understøtter vores strategi om at gøre det let at handle med Grønland. Royal Arctic Line har valgt at benytte en kendt samarbejdspartner, KfW, som finansieringspartner, grundet yderst attraktive vilkår og en historik med et godt samarbejde, udtaler administrerende direktør Verner Hammeken fra Royal Arctic Line på selskabets hjemmeside.
Fornyelse sikret
- Med finansieringen på plads, sikres fornyelsen af Royal Arctic Lines atlantflåde, og Grønland får dermed sit hidtil største containerskib, hvilket vil drage fuld udnyttelse af de muligheder, der skabes med den nye containerterminal i Nuuk, fastslår direktøren.