halvårsregnskab

KNI fremviser forbedret halvårsregnskab

Koncernen opnåede i første halvår af regnskabsåret 2014-15 et resultat før skat på 46,7 millioner kroner mod 24,4 millioner kroner i 2013-14

Arkivfoto af Peter Grønvold Samuelsen, KNI's administrerende direktør
Offentliggjort

Efter et ledelsesmæssigt kaotisk efterår 2013 lader det nu til, at KNI A/S er ved at komme på rette spor.

Således kan koncernen fremvise et halvårsregnskab for regnskabsåret 2014-15, som viser et resultat før skat på 46,7 millioner kroner. Til sammenligning viste første halvårsregnskab for 2013-14 et overskud på 24,4 millioner kroner.

- Det forbedrede regnskabsresultat svarende til 22,3 millioner kroner i forhold til halvårsrapporten for 2013-14 er hovedsageligt tilvejebragt via en væsentlig forbedret indtjening i selskabets varedivision, hvor resultatet er forbedret med 14,3 millioner kroner, skriver administrerende direktør Peter Grønvold Samuelsen i en pressemeddelelse.

Læs: KNI-direktør stoppet med øjeblikkelig virkning

Læs: Peter Grønvold Samuelsen har en plan

Status quo hos energidivisionen
I energidivisionen er resultatet derimod på niveau med halvåret 2013-14. Den resterende vækst i indtjeningen ligger i selskabets stabsfunktioner.

- Den forbedrede indtjening i selskabet er skabt med udgangspunkt i det videre arbejde med implementeringen af strategiprojektet 'KNI mod 2016' samt fortsat væsentlig fokus på omkostningsbesparelser, forklarer Peter Grønvold Samuelsen.

- Processen omkring strategiimplementeringen følger nøje den plan, der tidligere blev udarbejdet herfor, og de estimerede resultater af strategiarbejdet får kontinuerligt en positiv betydning på rentabilitet - og indtjening, uddyber den administrerende direktør.

Færre udgifter til drift og personale
Med hensyn til at minimere de samlede omkostninger til drift og personale i koncernen, som KNI har haft fokus på, er udgiften reduceret fra 223,0 millioner kroner til 198,0 i indeværende halvår.

I halvåret 2014-15 har omsætningen udgjort 1.260 millioner kroner, hvilket er stort set samme resultatniveau, som blev realiseret i halvåret 2013-14.

Læs alle artikler om KNI her

Læs hele KNI's første halvårsregnskab for regnskabsåret 2014-15 i den vedhæftede fil til artiklen

Powered by Labrador CMS