Erhverv
KNI får overskud på 101,2 millioner
Stort overskud og to nyvalgte bestyrelsesmedlemmer i selvstyrets handelsvirksomhed
Torsdag har KNI holdt ordinær generalforsamling i Sisimiut.
Ejerne var repræsenteret ved formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S).
På generalforsamlingen blev regnskabet for 2015/16 godkendt.
Flytter til byerne
- Årets resultat på 101,2 mio.kr. før skat understreger KNI som en veldrevet og økonomisk bæredygtig koncern, sagde bestyrelsesformand, Niels Thomsen, i sin beretning.
- KNI fastholder en fortsat tilfredsstillende resultatudvikling. På trods af fortsat skærpede markedsvilkår, hvor specielt urbaniseringen i varedivisionens salgsområder kan mærkes, er det lykkedes at forbedre indtjeningen i forhold til tidligere år.
Læs: Fjerner bananer fra hylderne
Formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen roste KNI A/S for et godt årsresultat, og takkede alle medarbejdere, ledelse og bestyrelse.
- Set i lyset af de udfordringer og det ansvar som ligger hos KNI anser Naalakkersuisut årets resultat for værende tilfredsstillende og et af de bedste i KNI´s historie, lød det fra Kielsen.
Mange millioner i omløb
Generalforsamlingen traf beslutning om udbetaling af udbytte på 20 mio. kr.
Udover udbyttebetaling har selskabet i regnskabsåret 2015/16 betalt 72 mio. kr. i personskatter og 12 mio. kr. i selskabsskat.
Læs seneste: Hans Enoksen bliver købmand i Qeqertarsuatsiaat
Generalforsamlingen genvalgte Høgni Hansen, Bodil Nyboe Andersen, Annette K. Sadolin til bestyrelsen og Niels Thomsen som bestyrelsesformand.
Som nye generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer indtræder Najaaraq Christiansen og Søren Jakobsen.
Læs seneste: Nyt arbejdstøj i Pilersuisoq