KNI dropper dagligvare-indtog i byerne

KNI har ingen planer om at åbne detailbutikker i de større byer, oplyser selskabets administrerende direktør Jeppe Jensen. Dermed har det politisk betændte emne fået dødsstødet.

Pilersuisoq-butikkerne skal ikke gøre sit indtog i byerne har -ledelsen besluttet, da det var forbundet med for store risici. KNI
Offentliggjort

Udvandringen fra bygder til byer presser KNI’s potentiale for at tjene penge i sine butikker, når kundeunderlaget bliver mindre og mindre.

Det har derfor været et ønske gennem en årrække, at KNI skulle kunne åbne forretninger i byerne. En plan som de privatejede detailkæder har været modstander af, da man frygter en ulig konkurrence med det selvstyreejede selskab.

For stor en risiko

- I forhold til nye butikker kan jeg orientere, at vi ikke har planer om at åbne detailbutikker i de større byer. Emnet har siden 2018 været medtaget på Finansloven (-10 mio. kr.), da der fra politisk hold blev fremlagt ønsker om at KNI skulle indtræde i de større byer, under en forventning om, det kunne kompensere for urbaniseringen og den faldende servicekontraktbetaling, oplyser Jeppe Jensen til Sermitsiaq.AG og tilføjer:

- KNI har udarbejdet en analyse, som viste, at det kun i meget begrænset omfang ville afhjælpe problematikken. Sammenholdt med de høje byggepriser og den risiko, der generelt er ved indtræden i disse byer, har vi valgt at fokusere på andre forretningsområder.

KNIs dagligvarekæde er Pilersuisoq, som består af 67 butikker fordelt på 64 steder over hele landet.

To nye Meqqusaalik-butikker

KNI ligger imidlertid ikke på den lade side og har for nyligt åbnet to Meqqusaalik-butikker, der sælger grønlandske produkter inden for beklædning: en i Sisimiut nær selskabets centrallager samt en Meqqusaalik-webshop.

-Vi oplever en stor efterspørgsel af disse produkter – også i de større byer hvor KNI ikke er repræsenteret med detailbutikker – og vi vil gerne kunne tilbyde alle i landet at købe Meqquasaalik-produkter. Dette udvider samtidigt vores marked markant. Vi forventer også på et senere tidspunkt at åbne op for salget af andre varer, som er designet af KNI, som vi ligeledes oplever stor efterspørgsel på i hele landet, oplyser Jeppe Jensen, der håber, at det på et tidspunkt vil være muligt at købe de helt særlige grønlandske produkter uden for landets grænser til det segment, der gerne vil have kvalitetstøj uden at skulle betale en formue.

Powered by Labrador CMS