KNAPK kræver undersøgelse efter AGF-konkurs

Leif Fontaine undrer sig over, hvor de 4,9 millioner kroner, som Arctic Green Food fik tidligere på året i tilskud, er blevet af

KNAPK-formand Leif Fontaine undrer sig over, hvor de 4,9 millioner kroner, som Arctic Green Food fik tidligere på året i tilskud, er blevet af. Foto: Søren Duran Duus
Offentliggjort

Det er en ærgerlig KNAPK-formand Leif Fontaine som har modtaget nyheden om, at Retten i Grønland torsdag morgen har erklæret Arctic Green Food konkurs.

Det sker, selvom virksomheden i begyndelsen af året fik et tilskud på 4,9 millioner kroner fra selvstyret.

- Det undrer mig, hvordan Arctic Green Food har formået at bruge pengene på så kort tid. Vi i KNAPK kræver, at der bliver lavet en undersøgelse af Arctic Green Food, fortæller Leif Fontaine til Sermitsiaq.AG.

Læs "Arctic Green Food er gået konkurs"

Læs "Naalakkersuisut: Grønland er ikke et tag-selv-bord"

Læs "Aktionærer klar med redningsplan"

Rammer fiskere og fangere
Fiskere og fangere har betalt for, at de kan indhandle til Arctic Green Food. Derfor ærgrer KNAPK-formanden sig over, at virksomheden er gået konkurs.

- En procentdel af fiskernes og fangernes betaling for deres kommende indhandling er nu gået tabt. Det er helt uacceptabelt, for det rammer dem, forklarer Leif Fontaine.

Retten i Grønland afsagde konkursdekretet torsdag klokken 09.15 og udpegede efterfølgende advokat Peter Schriver, Nuna Advokater, som kurator.

Der har været tale om en egenbegæring – det vil sige, at fødevareproducenten selv har indsendt begæringen om kurs.

Arctic Green Food gik i betalingsstandsning fredag den 22. februar.

Powered by Labrador CMS