turisme
Kirkegaard: Vi sparer ikke på Visit Greenland
Der er fortsat afsat 13.911.000 kroner til Visit Greenlands servicekontrakt i Finanslovforslaget, understreger Jens-Erik Kirkegaard. Men det er en anden konto det handler om.
Naalakkeruisoiq for erhverv og råstoffer Jens-Erik Kirkegaard afviser i dag i en pressemeddelelse, at der spares på Visit Greenlands aktiviteter eller på turismeerhvervet i det hele taget.
Tværtimod siger han, at der afsættes flere penge til turismen, fordi man gør det billigere for krydstogtturisterne at komme til landet, uden at disse penge hentes fra andre steder i turismen.
I pressemeddelelsen skriver han således:
'Finansieringen af afgiftsnedsættelserne er ikke fundet ved at beskære Visit Greenlands servicekontrakt, der også i 2015 vil være på 13,911 millioner kroner. De 1,6 mio. kroner, der tidligere har været omtalt i pressen vedrører penge, der tidligere har været afsat til en særlig indsats for promovering af kunsthåndværk og oplevelseserhverv. Disse midler vil fremover blive allokeret til en styrkelse af rammevilkårene for turismeerhvervet i form af afgiftsnedsættelser på trafikområdet'.
Der er således stor uenighed om opfattelsen af de 1,6 millioner kroner, som Visit Greenland tidliger har meddelt, at man vil komme til at mangle.
Læs: Tuiristerhvervet i Sisimiut: Misforstået prioritering
I en artikel i Sermitsiaq nr. 36 fra den 5. september fremgår det, at de 1,6 millioner kroner er en økonomisk saltvandsindsprøjtning til turistrådet, hvor pengene er gået til foto- og filmproduktion, artikler om Grønland, presserejser samt workshops med udenlandske rejsebureauer. Kort og godt aktiviteter, der skal øge synligheden af de varer, som turistbranchen har på hylderne, samt udvikling af nye tilbud.
Anders Stenbakken understreger i avisen, at turisterhvervet ikke kan undgå at mærke, at rådet mister godt ti procent af sit budget.
Læs: Krav fra D: Drop sparekniven over Visit Greenland
Læs: Visit Greenland rammes af sparekniven
I sin pressemeddellse trækker Jens-Erik Kikrgaard fokus væk fra denne besparelse, og fortæller i stedet for, at man bruger penge på at fjerne afgiften på krydstogtturister og derfor i virkeligheden skyder penge i turismen.
Således fremgår det af pressemeddelelsen, at Naalakkersuisut i løbet af efteråret vil gennemføre en øget indsats til gavn for turismeerhvervet med det der svarer til omkring 10 millioner kroner. Det sker blandt andet gennem et forslag om nedsættelse af krydstogtsafgifterne med 8,4 millioner kroner. Desuden er det hensigten, at gennemføre en lettelse af andre afgifter på flytrafikområdet til gavn for turismeflyvninger (udenrigs non-rute) med 1,3 millioner kroner.
- Formålet med disse forslag er, at vende flere års negativ udvikling i antallet af krydstogtspassagerer, som besøger Grønland og samtidig forbedre rammevilkårene for turismeerhvervet, forklarer Jens-Erik Kirkegaard.
Men han undgår at tale om det problem, han skaber for Visit Greenland, når Grønland skal markedsføres.
For selv om der er tale om 1,6 millioner kroner til "promovering af kunsthåndværk og oplevelseserhverv" er det penge, som Visit Greenland har brug for.
Hvis du vil læse hele artiklen om konsekvenserne af besparelsen på Visit Greenland, kan du købe avisen her.