råstoffer
Kirkegaard giver London Mining årets pris
London Mining Greenland er blevet kåret som årets ’Prospector and Developer of the Year 2014’
Det går godt for London Mining Greenland A/S, som i efteråret fik udnyttelsestilladelse til selskabets jernmineprojekt ved Isukasia.
Nu oplyser naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard fra Siumut, at selskabet er blevet kåret som årets ’Prospector and Developer of the Year 2014’.
Baggrunden for prisen er blandt andet, at London Mining Greenland A/S den 24. oktober 2013 fik en 30-årig udnyttelsestilladelse til selskabets jernmineprojekt ved Isukasia. Kriterierne for uddelingen af prisen er, at den gives til et selskab eller en person, der har været aktiv inden for råstofområdet, har udvist initiativ, og som har inspireret andre virksomheder til at foretage undersøgelser i Grønland. Andre krav er positive miljøhensyn og selskabets sociale ansvar.
Læs: Grønland er ved at blive et mineland
Læs: London Mining får udnyttelsestilladelse i dag
Læs: London Mining: Aftalen er en milepæl
Roser London Mining Greenland
- Det er en fornøjelse at arbejde med London Mining. De er ekstremt professionelle og arbejder altid løsningsorienteret, hvilket er positivt for alle parter, siger naalakkersuisoq for råstoffer Jens-Erik Kirkegaard ifølge en pressemeddelelse.
Prisen blev modtaget af chefen for London Minings aktiviteter i Kina Jenny Yang, som i sin takketale blandt andet understregede London Minings målsætning om at gennemføre mineprojektet samfundsmæssigt bæredygtigt og i tæt samspil med grønlandske værdier. Jenny Yang oplyste videre i sin tale, at selskabet arbejder aktivt med at sammensætte finansieringsgrundlaget for projektets videre fremdrift.
Læs: Rekordstor grønlandsk delegation til minemessen PDAC
PDAC i canadiske Toronto er verdens største mineralmesse og er centrum for markedsføring af de enkelte landes mineralpotentiale og indgåelse af forretningsmæssige aftaler. Et af temaerne på messen var afmatningen i den internationale mineralbranche som følge af den internationale økonomiske krise.
- Det var derfor opløftende, at Grønland som et af de få områder kunne præsentere en række positive nyheder, herunder ikke mindst udnyttelsestilladelserne til London Mining og True North Gems. Der var også betydelig interesse for andre fremskredne grønlandske mineprojekter såsom Ironbarks zinkprojekt i Nordøsgtrønland, North Americans nikkel-projektet ved Maniitsoq og Greenland Minerals and Energys projekt i Kuannersuit/Kvanefjeld, oplyser Jens-Erik Kirkegaard.
Læs alle artikler om London Mining her