'Kineserlov': Danske politikere mukker efter samråd

Enhedslisten og oppositionen er ikke tilfredse med regeringens svar efter samråd om grønlandsk minedrift

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksens svar på fredagens samråd Christiansborg faldt ikke i god jord hos oppositionen. Foto: Arktis Media
Offentliggjort

Der var kun en ting, som politikere på Christiansborg kunne blive enige om på fredagens samrådet om udenlandsk minedrift i Grønland - at der var behov for et nyt samråd efter den overvældende mængde spørgsmål.

De borgerlige partier i Folketinget er for en gangs skyld enige med Enhedslisten i, at regeringen ikke svarede fyldestgørende på de mange spørgsmål omkring Danmarks involvering i minedriften.

- Jeg fik ikke så meget ud af samrådet. Justitsministeren henviste til, at der kommer en lov senere. Der var ikke noget nyt, som jeg ser det, siger medlem af beskæftigelsesudvalget Claus Hjort Frederiksen, Venstre.

Der er derfor varslet et nyt samråd, så der kan komme svar på de mange spørgsmål, og samtidig kom det frem, at lovforslaget bliver udskudt til efter det grønlandske valg den 12. marts.

Læs mere fra samrådet i "Valg forsinker 'kineserlov'"

De vigtigste spørgsmål mangler
Også arbejdsmarkedsordfører for Enhedslistens Christian Juhl påpegede flere mangler efter samrådet, hvor han ikke var tilfreds med justitsminister Morten Bødskovs, Socialdemokraterne, og dem socialdemokratiske beskæftigelsesminister Mette Frederiksens svar.

- Jeg er ikke tilfreds med det, jeg har fået ud af samrådet. Vi mangler stadig svar på spørgsmålene om arbejderrettighederne, overenskomsterne og konfliktretten.

Det er de eneste spørgsmål, der mangler, men de er vigtige, siger han.

Til samrådet blev justitsministeren grillet, da oppositionen ville vide, hvad Danmark skulle betale, hvis der bliver ekstra arbejde til eksempelvis politi, domstol og andet.

Men det er irrelevant, mener Christian Juhl, der langer ud efter politikerne på den anden side af bordet for at stille ligegyldige spørgsmål.

- Den borgerlige fløj inddrager spørgsmål, som er fuldstændig irrelevante. Det er klart, hvis der kommer et storskalaprojekt med flere tusinde udenlandske arbejdere, så vil der være en ekstra opgave i forhold til politi og den slags.

Justitsministeren bekræfter, at der vil komme et skøn over Danmarks udgifter i forhold til politi, kriminalforsorg og domstol, når han fremlægger lovforslaget.

Læs meget mere om samrådet i næste uges AG

Powered by Labrador CMS