Netværk
Kick-off til nordatlantisk erhvervsklub
Efter et vellykket kick-off tirsdag eftermiddag i Nordatlantisk Hus i Odense er drømmen om en nordatlantisk erhvervsklub ved at blive realiseret
Godt 30 interesserede fynske erhvervsledere mødte tirsdag op til informationsmøde om en nordatlantisk erhvervsklub.
Der blev budt velkommen af formanden for Nordatlantisk Hus rådmand Steen Møller, der gennemgik processen omkring byggeriet af Nordatlantisk Hus i Odense. Bestyrelsesmedlem i Nordatlantisk Hus erhvervsmanden og konsul for Island C. C. Nielsen, som har været med i mange store projekter fortalte, at det var første gang, at der til et projekt havde været 100 procent opbakning fra Odense Kommune.
Jørgen Peter Poulsen
Det er 50-årige Jørgen Peter Poulsen, som er født i Aasiaat og som altid har arbejdet i den finansielle sektor og i to omgange i Grønland, der har påtaget sig posten som formand for Nordatlantisk Erhvervsklub.
- Jeg har store drømme. Vi skal skabe gensidige relationer og udvikle samarbejdet mellem virksomheder, uddannelse, kunst og kultur sagde Jørgen Peter Poulsen og fortsatte:
- Vi starter i det små med foredrag, kulturarrangementer og erhvervsrejser. Alene kan vi ikke så meget, men sammen er vi stærke og hele tilblivelsen omkring Nordatlantisk Hus er fynsk synergi, når den er bedst og jeg er helt bevidst om, at i et sådant samarbejde, som vi nu forsøget at etablere, skal alle parter have noget ud af anstrengelserne.
Gitz-Johansen udstilling
De fremmødte erhvervsledere fik en lille forsmag på, hvordan de fremtidige arrangementer med en blanding af erhvervsliv og kulturtilbud kunne forløbe. Udstillingen i Nordatlantisk Hus med værker af maleren, grafikeren og tegneren Aage Gitz-Johansen blev vist frem. Gitz-Johansens barnebarn John Gitz Holler fortalte levende om sin morfar og mormors liv blandt andet om, hvordan de to mødte hinanden hos den navnkundige fiskemester Nielsen i Maniitsoq.
Fremtiden
Jørgen Peter Poulsen skal nu i gang med at finde flere interesserede erhvervsvirksomheder end de seks, som er på banen, som kan se mulighederne i Nordatlantisk Erhvervsklub og flere af de fremmødte erhvervsledere skal hjem og finde ud af, om de vil være med i netværket. Det årlige sponsorat andrager kr. 20.000,00 og som det blev pointeret flere gange, skal beløbet gå til de forskellige arrangementer og ikke til driften af Nordatlantisk Hus.