Kendt for Trump-støtte: Jørgen Boassen er gået konkurs
Jørgen Boassen, der tidligere på året blev bredt kendt for sin støtte til Donald Trump og for sin aktive kamp for MAGA-udbredelsen i Grønland, er gået konkurs med sit murerfirma
Jørgen Boassen er gået konkurs med sit firma, skriver mediet Building Supply.
Foto: Arnaq Nielsen
Murer og kendt Trump-støtte, 51-årige Jørgen Boassen, er gået konkurs med sit håndværkerfirma.
Det skriver Building Supply.
Konkursdekretet mod hans enkeltmandsvirksomhed Nuup Qarmaasua blev afsagt ved Skifteretten i Grønland 19. maj.
Firmaet blev stiftet den 2. september 2019, men måtte knap seks år senere dreje nøglen om.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jørgen Boassen.
Advokat Charlotte Pedersen fra Nuna Advokater ApS, der er kurator i konkursboet, ønsker ikke at kommentere sagen.
Jørgen Boassen er bredt kendt som en af Donald Trumps mest dedikerede tilhængere i Grønland, hvilket er blevet beskrevet i en række nationale og internationale medier.
Blandt andet har han været en central figur i at fremme MAGA-bevægelsen. Han har tidligere ytret sig positivt om, at et eventuelt samarbejde med USA vil kunne fremme Grønlands muligheder for selvstændighed.
Boassen har aktivt deltaget i amerikansk valgkamp, hvor han var en del af kampagnearbejdet ved at gå fra dør til dør. Han mødte Donald Trump Jr. for allerførste gang i Florida i november, og under valget var han inviteret med til en eksklusiv republikansk valgfest i West Palm Beach i Florida, hvor både flere senatorer og Trump Jr. deltog.
Siden spillede han også en nøglerolle i at arrangere Donald Trump Jr.s besøg i Nuuk i januar 2025, hvor Jørgen Boassen fungerede som både guide og vært.
Derudover skaffede han økonomisk støtte til et hundeslædeløb, som vicepræsident J.D. Vance og hans hustru, Usha Vance, med kort varsel meldte afbud til.
Sermitsiaq arbejder på at få en kommentar fra Jørgen Boassen til konkursen.