Housewarming

Karl klippede økologiske pølser

Korrigeret 15.00: Neqis nye slagteri blev indviet lørdag eftermiddag med taler, pølseklipning og smagsprøver på en lang række kødvarer

Karl Lyberth klippede 'den røde snor' og erklærede Neqis nye slagteri for indviet. Allerede mandag morgen begynder lammeslagtningerne.
Offentliggjort

To medarbejdere, ægteparret Augusta og Abia Josenius, blev hyldet lørdag, hvor Neqi indviede sit nye slagteri i Narsaq. Tilsammen har de arbejdet med lammeslagtningerne i 103 år. Og i næste uge vil Abia Josenius deltage i lammeslagtningerne for 53. gang i de nye omgivelser, som blev indviet med taler.

Først var Neqis direktør, Carsten Jochumsen, som lagde ud, efterfulgt af KNIs nye bestyrelsesformand Niels Thomsen, og borgmester Jørgen Wæver Johansen.

Sidste taler med indvielsestalen, var landsstyremedlem for fiskeri fangst og landbrug, Karl Lyberth, som ønskede beboerne i Narsaq, Kommune Kujalleq, KNIs bestyrelse, medarbejderne på Neqi og hele Grønland, tillykke med det nye multislagteri. Et topmoderne slagteri der vil give kærkomne arbejdspladser i Narsaq.

- Slagteriet vil give en mere avanceret anvendelse af vores landbrugsdyr, og en gourmé agtig udvikling af slagtervarerne, sagde han og fortsatte:
- En 'branding' af det velsmagende grønlandske lammekød, hvor lammene er opvokset i de arktiske dale, vil måske også kunne give eksportmuligheder.

- Leverandørerne af slagtedyr og grønsager har store udfordringer, men også store udviklingsmuligheder i forbindelse med landbrugskommissionens arbejde, sagde Karl Lyberth og håbede, der ville komme løsningsmuligheder for transport og fragt til resten af Grønland, så forsyningen kan blive kontinuerlig og sikker.

Efter talen skulle den traditionelle røde snor klippes over. Men snoren var erstattet af lammepølser.
En vittig sjæl foreslog, at det skulle være røde pølser der blev klippet, hvorefter produktionschefen udtalte, at Neqi kun fabrikerede økologiske pølser, og at han ikke ville se hverken røde, eller andre farvede pølser på hans slagteri.

Efter det officielle var overstået, havde Neqi dækket op med deres mange produkter og smagsprøver, blandt andet flere nye spegepølser, som muligvis snart kommer i handelen.

Powered by Labrador CMS