detailhandel

Kampagner kæmper om husholdningsbudgettet

To vidt forskellige kampagner kæmper om grønlændernes husholdningsbudget.

Brugseni satser på de voksne i deres kampagne. Pisiffik retter derimod fokus på børnefamilierne med Disney-samlekort.
Offentliggjort

Hvor Pisiffik netop har lanceret en kampagne, der henvender sig til børnefamilien er Brugsenis kampagne alene rettet mod de voksne forbrugere.

Disney versus Wenger

Hos Pisiffik har man lanceret en kampagne, hvor det handler om at samle Disney-kort, mens Brugsenis kampagne giver adgang til helt ekstraordinære rabatter på Wenger-produkter i form af blandt andet kufferter, tasker og punge.

Hvorfor disse kampagner er nødvendige, svarer indkøbs- og marketingdirektør Heine Stilling Jensen til Sermitsiaq.AG:

- Fordi vi gerne vil knytte kunder, tættere på Pisiffik og give børn og familien noget at samles om. Og så er vi af den overbevisning, at Disney er populært i de fleste familier i Grønland. Samtidig er Grønland en del af en global verden, hvor denne slags samlekampagner er helt normalt i dagligvarehandlen. I Pisiffik er vi meget stolte over, at Disney & Disney/Pixar har godkendt os som samarbejdspartner. Det er en større proces, og det stiller også store krav til os. Vi har arbejdet tæt sammen med Disney for at levere et produkt, som lever op til alle Disneys standarder.

Effekten

Indkøbs- og marketingdirektøren forklarer, at det er svært at måle effekten af denne kampagnetype i form af en øget indtjening.

- Det er svært at måle direkte. Men det skulle gerne gøre forholdet mellem vores kunder og butikken tættere, og det er en almen trend globalt set, at kunderne ønsker oplevelser udover det at handle i et supermarked, siger Heine Stilling Jensen.

Hos dagligvarekonkurrenten Brugseni siger marketingchef Benny Reffeldt Otte, at disse kampagner er kommet for at blive, og skyldes en global trend, som også ses i andre lande.

- Vi formår med Wenger-kampagnen at fremhæve helt særlige og gode tilbud, og det bliver i den grad taget godt imod af vore kunder, forklarer Benny Reffeldt Otte over for Sermitsiaq.AG.

Flere 100.000 mærker

- Vi langer flere hundredtusinder mærker over disken i en sådan kampagne, der for vort vedkommende kører frem til juni. I forhold til forbrugerne i Danmark, så er forbrugerne her i Grønland meget hurtige til at veksle mærkerne til vore gode tilbud på kufferter, eller hvad man nu ønsker, siger Brugsenis marketingchef.

Han kan ikke udtale sig om, hvor mange Wenger-kufferter man har bestilt hjem.

- Men det siger sig selv, at denne kampagne fylder noget volumenmæssigt. Hvor mange containere af Wenger-produkter vi har fragtet til Grønland, kan jeg imidlertid ikke svare på, siger Bennye Reffeldt Otte.

Powered by Labrador CMS