jul

Juletravlhed hos Tele-Post

Fald i brevmængden og en mindre stigning i pakkemængderne i forhold til 2012

Tele-Post forventer at sende og udlevere cirka 210.000 breve og cirka 13.000 postpakker i løbet af måneden
Offentliggjort

Det er ikke kun julemanden og hans hjælpere, der har mere end travlt i disse dage.

Tele-Post forventer at sende og udlevere cirka 210.000 breve og cirka 13.000 postpakker i løbet af måneden. Det er et fald i brevmængden og en mindre stigning i pakkemængderne i forhold til 2012.

Udover breve og pakker forventer Tele-Post at bringe cirka 170.000 julereklamer.

- Vi håber, at vejret vil være mildt stemt mod vores transportører af post, så vi løbende vil modtage post fra nær og fjern. Vores mange postbude håber også på fornuftige vejrforhold til at få bragt de mange breve og julereklamer ud til vores kunder inden jul, siger Tele-Posts logistikchef Lars Holm Hansen.

De vejledende juleindleveringsfrister for skibspost og luftpost forsendelser er generelt opfyldt, og der er også kommet postforsendelser frem til modtagere, der er indleveret efter de mange vejledende julefrister, Tele-Post Centrene har oplyst.

Læs "Vi sender flere julepakker i år"

Status rundt i landet
Luftpostbreve og pakker fra Nuuk til Kulusuk og Tasiilaq kom ikke frem i onsdags. Tele-Post håber, at Air Greenland får plads til denne post på næste afgang på lørdag. På grund af dårligt vejr, kom den sidste julepost heller ikke ud fra Pituffik i onsdags. Til gengæld var det en positiv oplevelse, at en fiskebåd i Upernavik tog et par hundrede kilo post med til to bygder.

- Vi forventer at modtage mere post i dagene op til den 24. december, og vi vil gøre alt vi kan for at få denne post ud til vores kunder, siger Lars Holm Hansen.

Tele-Post Centret har også meget travlt med salg af teleprodukter samt modtagelse af breve og pakker, der skal vejes og frankeres. Her er Post Selv-automaterne, der nu findes på alle Tele-Post Centre, dog en god hjælp. Omkring 1.000 gange har kunder i løbet af december frankeret breve og pakker og købt frimærker i en Post Selv-automat.

Powered by Labrador CMS