Julegave til Qaanaaq-fangere
Omkring 75 fisker -og fangere i den nordgrønlandske by Qaanaaq har fået et pengebeløb af Thulefonden.
Den erhvervsfremmende fond i Qaanaaq, Thulefonden, har uddelt legater på 5.000 kroner til omkring 75 fisker og fangere.
Fisker -og fanger Mads Ole Kristiansen er en af dem, der har modtaget penge fra fonden. Han er også formand for den lokale fangerforening i Qaanaaq.
- Det er dejligt at få penge fra fonden, da vi især er blevet ramt af flere restriktioner i vores erhverv. Der er flere fiskere og fangere, der slet ikke har haft indtægt siden august, derfor er det en god trøst at modtage 5.000 kroner, siger han til Sermitsiaq.AG.
Hård periode
Han fortæller, at hvalrosserne er udeblevet i år, og kvoten på narhvaler er brugt op.
- Og der er ingen indhandlingssted for sælskind, derfor har det været en hård periode for alle. Der er masser af narhvaler, hvilket betyder, at der næsten heller ingen hellefisk er tilbage. Men nu er havet ved at fryse til is, og det ser vi frem til. Det er her, vi endelig får mulighed for indtægt, fremhæver han.
Giver kræfter
Mads Ole Kristiansen er glad for pengene fra fonden, som gør julen lidt sjovere og fremtidsudsigterne lysere.
- Julen nærmer sig, derfor betyder det meget for os, at vi på denne måde får midler. Her får vi mulighed for at komme videre, og det giver kræfter med at fortsætte i vores hverv, lyder det fra Mads Ole Kristiansen.