eksport

Iværksætter efterlyser eksportstrategi

Vi er for dårlige til at sælge os selv og vore produkter, siger Allan Chemnitz, der prøver at starte grønlandsk salgsvirksomhed i Danmark

Får
Greenland Food vil gerne sælge grønlandsk lam, men forhindringerne er for store.
Offentliggjort

Der synes at mangle politiske visioner på eksportområdet, vurderer Allan Chemnitz, der har startet fødevare-eksport virksomhed Greenland Food i Hedensted i Danmark.

– Eksport af fødevarer er noget man overlader til Royal Greenland og Polar Seafood. Hvis politikerne ikke udarbejder politiske mål for eksporten, og hvordan det skal føres ud i livet, vil vi være vor egen værste fjende, mener han.

Som lille nystartet virksomhed oplever Allan Chemniutz, at man "bliver mødt med lukkethed, protektionisme, ”vi er os selv nok holdninger” og manglende visioner.

"Jeg taler om store grønlandske firmaer, som skulle være med til at udvikle landet. Virksomheder hvis levebrød kommer fra den grønlandske natur", som han udtrykker det.

Derfor skriver han til folketingskandidaterne og efterlyser en eksportstrategi og visioner for at realisere de grønlandske eksportdrømme.

"Man taler om, at Grønland skal tjene penge, men min lille historie viser at vi er vores egen værste fjende. Selv som en lille nystartet virksomhed i Danmark mærkes det, hvor dårlige vi grønlændere er til at sælge os selv og vores produkter", skriver han

"Problemet, som jeg ser det, er, at vore store virksomheder har så fantastiske produkter, at man kan komme af med varerne uanset hvad. Det efterlader et andet problem, som skal have meget større bevågenhed, nemlig optimering, så man kan tjene endnu flere penge".

Allan Chemnitz vil gerne sælge fisk og andre grønlandske produkter i Greenland Food.

– Vi lykkedes med rejer fra iceberg Seafood og tak for det. Det har gjort mange grønlændere og danskere lykkelige i hele Danmark. Det lykkedes også til dels med Royal Greenland, men man er påvirket af sæson og en hård vinter. Det er fair nok, men det tager én måned at få varer fra Grønland til Danmark. ”Polar Seafood er lukket som en østers”. Det er umuligt at købe varer hos dem som grønlandsk virksomhed. Til gengæld har jeg konstateret at en dansk slagter i Randers kan få lov. Det forekommer mærkeligt, siger han.

Allan Chemnitz vil også gerne sælge grønlandsk lam.

– For det er jo noget af det vi er rigtig stolte over, og som vi elsker. Vi ved godt nok, at det er lidt dyrere end alt andet, men de kunder, der kender varernes kvalitet, elsker det. Jeg kontakter KNI, som henviser mig til Neqi, som forklarer, at de kun kan sælge til hjemmemarkedet. Jeg får sågar at vide, at Neqi selv importerer lam fra udlandet. Betyder det mon, at den lam, de sælger, slet ikke er grønlandsk?

Moskus okse fra Grønland er et must for Allan Chemnitz, fordi det er unikt og enestående.

– Men vi har ikke noget slagteri med en dyrelæge. Jeg får at vide, at man planlægger at placere et slagteri i Ittoqqortoormiit. Det er da også helt perfekt, hvis man vil skabe rammerne for en businesscase, der slet ikke hænger sammen. Hvordan vil man få kødet ud til kunderne, spørger Allan Chemnitz.

Han har lavet en lille uvidenskabelig undersøgelse med 100 af de mest eksklusive restauranter i Danmark. Undersøægelsen viser, at de vil elske at have moskusokse på deres menu, oplyser Allan Chemnitz.

Forhindringer

Et helt andet problem er at mange gerne vil sælge til Greenland Food. Men de orker ikke, fordi det er svært, og der er mange forhindringer.

– Jeg taler endda kun om lille Danmark. Verden ligger foran os, så hvorfor ikke være ambitiøse og gå efter de store successer på verdensmarkedet. Hvorfor nøjes med ét Royal Greenland eller ét Polar Seafood, Når vi kunne have 10? Det er der de store indtjeninger ligger. Vi skal ville det mere, fastslår han.

– Måske er vi slet ikke sultne nok, spørger Allan Chemnitz og svarer selv:

– Vi har jo bloktilskudet. Måske skulle man helt fjerne den, så ville man nok blive rigtig kreative.

Powered by Labrador CMS