Inuk til Woodstock
Spillefilmen Inuk, der er optaget i Uummannaq, er blevet udvalgt til den prestigefyldte Woodstock Film Festival i USA.

Filmfestivalen, der er en af de største i USA, løber af stablen fra den 29. september til den 3. oktober, og det vil samtidig være Inuks amerikanske premiere, skriver knr.gl.
Filmen handler om den 16-årige Inuk, som bliver anbragt på børnehjem og møder fangeren Ikuma, som tager ham med på den årlige sæljagt.
Inuk optaget i 2008 og er produceret af Jean-Michel Huctin og instrueret af Mike Magidson. Gaaba Petersen spiller Inuk, mens Ole Jørgen Hammeken har rollen som Ikuma. Teenageskuespillerne Sara Lyberth, Pipaluk Hammeken og Jens Zeeb ses i birollerne.
Filmen får rosende ord med på vejen af festivalens grundlægger Meira Blaustein:
- Det er en af de smukkeste og mest velkomponerede udviklingshistorier, jeg længe har set. Nøgtern og rystende med stærke optrædender af uerfarne skuespillere i overvældende omgivelser.
Filmen har endnu ikke officielt haft premiere, men har været vist i Tórshavn, Oslo og Nuuk.
Se trailer her.
Se video fra screeningen på Færøerne i april her.