IWC
Intet hvalreservat i Sydatlanten
Den Internationale Hvalfangstkommission præget af stor splittelse
Det blev ikke denne gang, at hvalerne fik et fristed i den sydlige del af Atlanterhavet.
Med de hvalfangende lande Japan, Norge og Island i spidsen blev forslaget om et hvalreservat i den sydlige del af Atlanterhavet tirsdag forkastet i Den Internationale Hvafangstkommission, IWC.
Læs: Danmark vælger igen EU frem for Færøerne og Grønland
Trist resultat
Et trist resultat, siger hvalekspert John Frizell fra Greenpeace.
Han mener ifølge nyhedsbureauet AFP, at hvalbestandene er svækkede efter mange års overfangst. Derfor har de brug for et beskyttet område, hvor de kan trives og blive genetableret.
Beskyttelse
Det synspunkt bakkes op af Matt Collins fra Den Internationale Fond for Dyrevelfærd.
- Et reservat i denne region ville have sikret solid beskyttelse af en lang række hval- og delfinarter, siger han.
Danmark med
Det er latinamerikanske og afrikanske lande, der står bag forslaget om et 20 millioner kvadratkilometer stort hvalreservat.
De blev støttet af EU, Danmark og flere andre lande, men det var ikke nok til at sikre et flertal.
Ikke katastrofe
Resultatet er dog ikke en katastrofe, mener Carl Kinze, der er biolog med speciale i hvaler.
Faktisk opfatter han i høj grad forslaget som symbolpolitik.
- Der vil være langt mere effektive måder at tackle for eksempel de truede arter på, siger han.
- Det vil være bedre at vide noget om hvalernes biologi, deres yngleområder, deres vandreruter, frem for at man bare lægger et kæmpe område ud, som man i og for sig ikke gør en disse ved.
Håndhæves ikke
Han har desuden ikke mange forhåbninger om, at en fredning af området vil blive håndhævet.
I forvejen er det ifølge AFP svært at forhindre hvalfangende nationer i at jagte og sælge hvaler på trods af et 20 år gammelt forbud.
Smuthul
For eksempel har Japan fundet et smuthul i reglerne, der gør det muligt at fortsætte hvalfangsten med den begrundelse, at det sker i forskningens tjeneste.
Det er genstand for tilbagevendende forargelse blandt mange medlemmer af IWC.
Generelt kan det være problematisk at tage fælles beslutninger i komissionen, fordi parterne har helt modsatrettede synspunkter.
Flere ser helst, at hvalfangst fuldstændig stoppede. Den holdning er dog svær at sluge for lande som Japan.
Dødvande
Den japanske IWC-kommissær, Joji Morishita, siger ifølge AFP, at landet 'støtter bæredygtig udnyttelse af levende havressourcer, herunder hvaler'.
Han mener, at IWC befinder sig i et dødvande, fordi de to fløje ikke formår at nærme sig hinanden.
- Medmindre vi tager fat i uoverensstemmelserne, vil vi bare gentage os selv møde efter møde, siger han.
Forslaget om et hvalreservat er blevet fremsat hvert år siden 2001.
/ritzau/