Internet ramt af strømudfald
Tirsdag morgen oplevede Tele-Post et kortvarigt strømudfald, der forårsagede nedbrud for flere af selskabets tjenester

Som vi skrev tidligere på dagen her på Sermitsiaq.AG, var Tele-Post nede i morges på grund af et strømudfald.
Annonce
Det betød, at selskabets kunder i hele landet tirsdag morgen ikke kunne bruge flere tjenester fra Tele-Post, herunder IP-telefoni og internet i hele landet undtagen satellitbyerne.
- Strømudfaldet opstod i forbindelse med en rutinemæssig nødgeneratortest klokken 7.00, hvor en uforudset fejl betød, at de omtalte tjenester skulle genstartes, forklarer Sæunn L. Nolsøe, kommunikationschef hos Tele-Post.
- Strømudfaldet varede godt ét minut. Tjenesterne var for de flestes vedkommende reetableret mellem klokken 8.17 og 8.34.
- Vi beklager de gener, dette har medført for vores kunder, siger Sæunn L. Nolsøe.