Facebook

Intern manual afslører hvad der slettes fra Facebook

Kommentarer om at skyde Trump skal slettes, mens kommentarer om at slå rødhårede må blive, viser instruks.

Offentliggjort

Facebook sletter kommentarer og opslag, hvis de ikke lever op til mediets retningslinjer.

Nu afslører mere end 100 lækkede interne manualer, hvordan Facebook modererer debatter om emner som vold, hadtaler, terrorisme og porno.

Det skriver avisen The Guardian, der er kommet i besiddelse af de interne instrukser med regler og guidelines for, hvad brugere må poste Facebook.

I manualerne fremgår det eksempelvis, at en kommentar, hvor nogle skriver "Someone shoot Trump" om at skyde USA's præsident skal slettes. Det skyldes, at han som præsident er en beskyttet kategori.

Omvendt er det i orden at skrive ”kick a person with red hair” - altså spark en rødhåret.

Instrukserne viser også, at al håndlavet kunst, der viser nøgenhed og seksuel aktivitet er okay. Mens digital kunst, der viser seksuel aktivitet, ikke er i orden.

Ifølge The Guardian er flere af de ansatte, der overvåger, hvad der sker på Facebook, bekymrede over inkonsistens og mærkværdigheder i nogle af reglerne.

Det var svært at opnå enighed om, hvad der skulle tillades på det sociale medie, der har næsten to milliarder brugere. Det fortæller Monika Bickert, der er chef for varetagelsen af Facebooks politik.

- Vi har et virkelig mangfoldigt globalt samfund, og folk har meget forskellige opfattelser af, hvad der er i orden at dele. Lige meget hvor du trækker stregen, vil der være nogle gråzoner.

- For eksempel er grænsen mellem satire, humor og upassende indhold nogle gange meget grå. Det er meget svært at afgøre om noget hører til på siden eller ej, siger Monika Bickert til The Guardian.

Facebook forholder sig splittet i forhold til voldelige videoer.

- Videoer af voldelige dødsfald er alarmerende, men kan også hjælpe med at skabe opmærksomhed. Vi synes, at mindreårige skal beskyttes mod videoerne, men voksne skal have et valg, skriver Facebook i sin instruks.

- Vi markerer videoer med voldelige dødsfald med en advarsel.

Powered by Labrador CMS