Ingen leverancer af frosne ammassat til butikkerne i år
Det kolde vejr forhindrer Royal Greenland i at producere frosne ammassat i år.
Man kan komme til at spejde forgæves efter ammassat i køledisken - og fiskerne kan ligeledes komme til at mangle dem som agn.
Fabrikken i Qeqertarsuaq, der er Royal Greenlands primære producent af ammassat (også kaldet lodder), lykkedes det i år kun at producere knap og nap 20 procent af det normale på omkring 100 tons. Det skriver Royal Greenland på sin hjemmeside.
- Lodderne har desværre ikke søgt meget ind på kysten på grund af det kolde vejr. Samtidig har vi måttet vælge at producere krabber, da vi ikke kunne producere lodder og krabber på samme tid, siger Jakob Broberg, der er fabrikschef i Qeqertarsuaq til Royal Greenlands hjemmeside.
Fabrikkens produktion af ammassat på knap 20 tons rækker kun til brug for agn i fiskeriet ved Paamiut og Qeqertarsuaq. Resten af Royal Greenlands fabrikker må ty til andre former for agn.
Royal Greenlands hjemmemarkedsafdeling kan i år heller ikke levere ammassat til butikkerne.
- Lodderne plejer at vende tilbage til kysten om sommeren, og vi har så småt igangsat et forsøgsfiskeri efter lodder, som vil fortsætte til efteråret. Indtil videre har to både og en jolle fanget lodder af god kvalitet. Lodderne bliver efterhånden federe hen på efteråret, og disse fede fisk har det med at miste skindet, når de tøs op, og så kan de desværre ikke bruges til agn. Så nu må vi se, hvor meget vi kan fange af lodder, der er mere faste i kødet, siger Jakob Broberg.
Belært af dette års mistede produkter af lodder har fabrikschefen nu bestilt yderligere to vakuumpakkere, så lodder og krabber kan produceres sideløbende.