Ingen køller i ansøgning
Great Greenland nævner ikke brug af køller eller hakepiks i sin ansøgning om kommerciel sælfangst. Alligevel nævnes redskaberne i Hjemmestyrets notat til ansøgningen og i pressemeddelelse fra landsstyreformand Hans Enoksen.
To uger efter at DR's TV-Avis den 12. april fortalte, at Great Greenland har søgt om brug af hakepiks og køller i forbindelse med kommerciel fangst på sæler, offentliggør sælskindsvirksomheden nu dokumentation for at disse fangstredskaber ikke er nævnt i ansøgningen.
I ansøgningen fra Great Greenland står, at formålet med forsøgsprojektet er riffelfangst med et større fartøj, og intet sted i ansøgningen er nævnt noget om sekundære fangstmetoder i form af hakepiks eller køller.
I et baggrundspapir, som Hjemmestyrets fangstdirektotat har vedlagt sin pressemeddelelse fra 22. april, og som stadig er at finde på nanoq.gl, er køller imidlertid nævnt.
Der står i baggrundspapiret, at sælerne vil blive skudt med riffel med lyddæmper og at der "efterfølgende bliver tale om anvendelse af køller for at sikre en hurtig og effektiv aflivning."
Det fremgår da også af landsstyreformand Hans Enoksens pressemeddelelse fra onsdag at landsstyret har givet afslag på brug af kølle i sælfangst.
– Landsstyret har på sit møde d. 26. marts 2007 givet klart afslag på brugen af køller som sekundært aflivningsvåben i sælfangst. Det skal understreges, at Landsstyret har den klare holdning, at køller overhovedet ikke skal bruges i grønlandsk sælfangst, skriver Hans Enoksen.