Ilulissat-lufthavn kan sprænge budgettet
Der er fare for at økonomien under lufthavnsprojektet skrider, da der er stor usikkerhed om prisen for lufthavnen i Ilulissat.
Lufthavnsprojektet risikerer nu at komme til at koste selvstyrets lufthavnsselskab Kalaalliit Airports mere end de i alt 3,6 milliarder kroner, der er budgetteret med.
Det erfarer Sermitsiaq.
– Det største problem er udvidelsen af Ilulissat Lufthavn, der ventes at blive mest besværlig og dyrest at bygge af de tre lufthavne. Det siger en fremtrædende kilde fra et stort internationalt entreprenørselskab, der ønsker at være anonym, til Sermitsiaq.
Kilden vurderer, at anlægsprisen på udvidelsen af Ilulissat Lufthavn når op på mindst 1,4 milliarder kroner. Det er 200 millioner mere end udvidelsen af lufthavnen i Nuuk ventes at koste. Qaqortoq-lufthavnen bliver langt den billigste, hvis den bygges. Den ventes at koste 600-800 millioner kroner. Oven i anlægs- omkostningerne kommer omkostninger til bygninger.
Det er den mængde fjeld, der skal sprænges, der kan få prisen for byggeriet i Ilulissat til at ryge i vejret.
Direktør Jóhannus Egholm Hansen fra Kallaalliit Airports siger til Sermitsiaq, at man søger at sikre sig mod usikkerheden om mængden ved blandt andet at afsætte en særlig pulje til dette.
Du kan læse mere om sagen i Sermitsiaq, blandt andet hvordan Kallaalliit Airports vil håndtere situationen samt hvordan naalakkersuisoq Simon Simonsen vurderer problemstillingen: