tema: naturens tagselvbord
Igasa Foodfestival med store planer
I år kan du smage både sælmørbrad, spansk salttorsk og rabarbermarmelade til Sydgrønlands årlige madfestival
I år finder festivallen for Grønlands grønne fødevarekammer sted i første uge af september, og der er meget på tapetet, siger Marie Toftdahl, der er lærer på levnedsmiddelskolen Inuili i Narsaq samt uddannet kok og én af lederne af Igasa Food Festival.
Fem steder involveret
- Der kommer teltboder op i bymidten i både Nanortalik, Qaqortoq, Narsaq, Narsarsuaq og Alluitsup Paa. Her vil både professionelle, husmødre og børn og gamle lave egnsretter blandt andet.
Festivalen har i år en mission om at sætte fokus på fåreholderkonerne og fåreholderstædernes mad, som også bespiser mange turister.
- Dem der for eksempel producerer syltede roer, rabarbermarmelade, presser saft og tørrer urter, eller laver rullepølse skal vise andre, hvordan de gør. Vi vil gerne have de spændende eksempler frem, så de yngre generationer får inspiration til at starte et sted, siger Marie Toftdahl.
Fokus på glemte specialiteter
Det handler ikke om historiske foredrag, siger kogelæreren. Nej, det handler først og fremmest om, at alle skal komme og smage og måske købe nogle retter eller andre produkter.
Men det er ikke kun fåreholderkonerne der får en plads på scenen til Igasa Food Festival.
Man inviterer også fåreholdemændene, fordi de også står bag flere specialiteter som for eksempel hængt og tørret lam og røget flæsk.
Mad fra havet
Og så er der jo de ofte oversete retter fra Sydgrønlands fiskere og fangere, husker Marie Toftdahl på.
- Vi har inviteret fiskere og fangere til at lave smagsprøver af deres traditionelle forrådsproviant. Hvert område har sine specialiteter.
I Nanortalik og Alluitsup Paa er der tradition for at lave klapmydser og for at tørre kød på fangstøernes klipper.
Og så skal der også smages på gammeldags fermenteret (gæret, red.) spæk blandt andet den variant med iblandede bær.
Saltet torsk fra Nanortalik
Det er én af flere retter, som mange har glemt. Dette gælder også syltede muslinger, som Inuili-læreren håber får en plads til sensommerens madfestival.
Men man ser ikke kun tilbage på fortiden i Kujalleq.
- Vi har inviteret en spanier til at lave saltet torsk, ligesom de gør i Spanien. Da der bliver produceret saltet fisk nede i Nanortalik og solgt til Spanien, vil det være på sin plads, at vi herboende også lærer at tilberede og spise den, siger madlæreren, som også forklarer om et benspænd, som hotellerne i Sydgrønland har fået i anledning af madugen.
Kursus til fangerne
- Hotellerne har fået til opgave, at bruge sælmørbrad eller filet på én eller andet måde ved siden af deres egen menu, og det var en udfordring som alle var med på, siger hun.
Hun glæder sig også til at se, om fiskerne og fangerne i Narsaq kommer og viser noget af, hvad de har lært for nylig.
- De har været på et kursus, hvor de lærte selv at fremstille mad af de forskellige ting, så de kan få nye kunder. De har for eksempel lært selv at ltilberede rokkehaler og sorthaj, siger Marie Toftdahl.
Alle skal lave mad
Igasa Foodfestival i starten af september bliver udover fiskere, fangere, husmødre også et arrangement hvor madforretninger og institutioner for gamle og børn er i fokus.
Læs i faktaboksen om Igasa Food Festival's mission i år.
Naturens Tagselvbord' er månedens tema på Sermitsiaq.AG. Fokus i august er på de fødevarer omkring os i naturen, som alle har adgang til - Læs artiklerne her
Har du et forslag til en historie, så skriv til os på Facebook eller på netredaktion@sermitsiaq.AG