IA afviser tilbagebetaling

Naalakkersuisut sendte pressemeddelelse ud, før de havde Finansudvalgets underskrevne afgørelse

Naaja Nathanielsen: - Naalakkersuisut havde endnu ikke fået Finansudvalgets afgørelse, da de fredag meddelte, at et flertal i udvalget havde godkendt tlbagebetalingen af licensgebyret. Fredag eftermiddag var afgørelsen ikke underskrevet af formanden for Finandsudvalget, Finn Karlsen, og dermed kunne den ikke være modtaget af Departementet.
Offentliggjort

Et mindretal bestående af Inuit Ataqatigiit i Finans- og Skatteudvalget afviser ansøgningen fra Naalakkersuisut om, at de kystnære fiskere skal have tilbagebetalt det licensgebyr på 1.500 kroner, som de betalte i begyndelsen af året for at få lov til at fiske. Mindretallet består af Maliina Abelsen (IA), Hans Aronsen (IA) og Naaja Nathanielsen (IA).

Det var koalitionspartiernes valgløfte, at fiskerne skulle have pengene tilbage, som de har arbejdet hårdt på at få gennemført i løbet af de første 100 dage, men hidtil har Finans- og Skatteudvalget sagt nej. Fredag sendte Departementet en pressemeddelelse ud, om at gebyret skal betales tilbage, og at dette blev godkendt af et flertal på Finans- og skatteudvalgets møde onsdag den 26. juni.

Læs artiklen her: Fiskerne får licensgebyr tilbage

I en kommentar til sagen skriver Naaja Nathanielsen imidlertid:
"Manglen på respekt for Inatsisartuts arbejde når hver uge nye højder. Sidste uge var ingen undtagelse. Fredag eftermiddag sendte Naalakkersuisut en pressemeddelelse ud med titlen "Naalakkersuisut ophæver gebyrbetalingen for licenser på 1500 kroner". Nederst i pressemeddelelsen står der "Det skal bemærkes, at et flertal i Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg under deres møde den 26. juni 2013, har godkendt Naalakkersuisuts ansøgning".

Problemet med ovenstående er, at Naalakkersuisut endnu ikke har fået Finansudvalgets afgørelse! Fredag eftermiddag var den nemlig ikke underskrevet af formanden for Finandsudvalget, Finn Karlsen og dermed ikke modtaget af Departementet.

Det er dermed anden gang i denne sag, skriver Naaja Nathanielsen, at Naalakkersuisut for fiskeri udtaler sig om Finansudvalgets arbejde uden at have sin baggrund i orden. Første gang gik han i medierne og sagde, at man ville ophæve licensbetalingen med tilbagevirkende kraft, inden sagen overhovedet havde været drøftet i Finansudvalget. Og nu udtaler han sig om flertallets beslutning uden at have set afgørelsen.

Nikkedukker
Man kan kun tolke dette som om, at Nalakkersuisut forventer fuld opbakning fra deres medlemmer af Inatsisartut uanset hvad og behandler sine medlemmer af koalitionen som nikkedukker for deres politik. Det er respektløst og uanstændigt. Finansudvalget har tradition for at være garanten for at balancen mellem Inatsisartut og Naalakkersuisut opretholdes og dermed sikrer magtens 3-deling (en dømmende, en lovgivende og en udøvende magt). Og dermed må man forvente, at Naalakkersuisut respekterer Inatsisartuts arbejde og deres beslutninger, og som minimum venter på, at sagerne er drøftet og officielle papirer fremsendt.

Inuit Ataqatigiit vil gerne ophæve licensbetalingen fremadrettet, men vi kan ikke gå med til at lovgive med tilbagevirkende kraft. Det er useriøst at træffe så kontroversielt et valg om at lovgive med tilbagevirkende kraft, blot for at opfylde et valgløfte.

Derfor stemte Inuit Ataqatigiit imod forslaget og er kommet med denne mindretalsudtalelse, som Naalakkersuisut endnu ikke er bekendt med, da de ikke har set afgørelsen endnu:

"Et mindretal bestående af Inuit Ataqatigiit afviser ansøgningen med følgende begrundelse:

Inuit Ataqatigiit har klart sagt, at vi vil kunne godkende ophævelsen af licensbetalingen på 1500 kroner med virkning fra 1. januar 2014. Men vi kan ikke godkende en ansøgning, der ophæver licensbetalingen med tilbagevirkende kraft.

Skolerenoveringer
Inuit Ataqatigiit mener, at landets borgere skal kunne have tillid til, at de love vi udformer er gældende, indtil de fremadrettet ændres eller hæves. Med godkendelsen af Naalakkersuisuts ansøgning bryder et flertal i Finansudvalget med en mangeårig tradition for, at Finansudvalget ikke godkender ansøgninger med tilbagevirkende kraft. Inuit Ataqatigiit mener, at denne sag ikke er væsentlig nok at bryde denne tradition, der er skabt for, at borgerne kan have tillid til vores arbejde.

Inuit Ataqatigiit ville foretrække, at de 1,9 millioner kroner dette forslag koster i stedet var blevet brugt på skolerenoveringer. Vi mener det er udtryk for en dårlig omfordeling af samfundets midler. Og vi beklager, at et flertal nu godkender en ansøgning, der fremstår som uklar og mangelfuld, alene for at opfylde et valgløfte. Havde Naalakkersuisut valgt at ophæve licensbetalingen fremadrettet ville de have haft et enigt Finansudvalg i ryggen.

Sidst men ikke mindst finder mindretallet det yderst kritisabelt, at Naalakkersuisut for fangst, fiskeri og landbrug inden behandlingen i finansudvalget har lovet i offentlighed, at ophævelsen vil finde sted med tilbagevirkende kraft. Det udviser mangel på forståelse og respekt for finansudvalgets arbejde."

Lækage
Til dette skal bemærkes, at Finans- og Skatteudvalgets formand Finn Karlsen, Siumut, i en kommentar til den tidligere nævnte artikel på SermitsiaqAG undrer sig over, hvorfra pressen får sine informationer om finansudvalgets ikke udsendte beslutningsreferater. Det underskrevne brev er slet ikke videresendt endnu, skriver han lørdag eftermiddag.

Mens sagen blev behandlet, var der ingen, der nævnte noget om det, der er skrevet i Sermitsiaq, og sagen har slet ikke været nægtet. Det eneste krav var, at pengene til dækning skal hentes fra andet sted, skriver Finn Karlsen i sin kommentar.

Powered by Labrador CMS