Hvor er Norsaq?

Et nyere fly afløser i øjeblikket for Norsaq. Flyet er "storebroderen" til Air Greenlands kommende Airbus, der ventes leveret i slutningen af året.

Det er flyselskabet Hi Fly, der flyver maskinen, som er en Airbus 330-900neo.
Offentliggjort

Air Greenlands atlantfly Norsaq er i øjeblikket til et såkaldt c-tjek, og derfor er der lejet en anden maskine ind til at flyve mellem Kangerlussuaq og København.

Kommunikationschef i Air Greenland, Katja Vahl, oplyser til Sermitsiaq.AG, at det er et planlagt c-tjek, der foretages på Norsaq og at maskinen først ventes tilbage i slutningen af februar.

Et c-tjek er en omfattende service, hvor en lang række detaljer på flyet gåes efter. Derudover har firmaet, som står for eftersynet, været ramt af sygdom på grund af coronavirus, og derfor trækker servicetjekket en anelse ud.

Storebror til ny maskine

Til gengæld kan Air Greenlands kunder i øjeblikket opleve lidt af, hvad fremtiden byder på. Den maskine som er lejet ind i stedet for Norsaq, er nemlig storbroderen til den maskine, som Air Greenland efter planen får leveret i slutningen af 2022.

Det er det portugisiske flyselskab Hi-fly, der flyver maskinen af typen Airbus 330-900neo. Air Greenlands nye Atlantfly, Tuukkaq, er en Airbus 330-800neo og forventes i drift i slutningen af 2022.

- Vi har før haft Hi-fly inde og flyve under de her c-tjek, så vores kunder er bekendt med selskabet, som vi har et rigtigt godt samarbejde med.

- Vi har desuden altid en eller to af vores grønlandsksprogede kabinepersonale med ombord for at sikre at vores serviceniveau bliver overholdt, forklarer Katja Vahl.

Powered by Labrador CMS