Hvalkvote-strid: Fuld opbakning fra KNAPK
Den nationale sammenslutning af fiskere og fangere støtter Naalakkersuisuts beslutning om selv at fastlægge hvalkvoter
Fuld opbakning.
Sådan lyder meldingen fra sammenslutningen af fiskere og fangere i Grønland, KNAPK.
Således støtter foreningen fortsat fuldt ud Naalakkersuisuts beslutning om selv at fastlægge hvalkvoter.
- KNAPK er fuldstændig bekendt med, at Grønland i sine forslag om kvoter opfylder de definerede kriterier i IWC’s formålsparagrafer og anbefalinger fra IWC’s Videnskabelige Komite, siger KNAPK’s formand, Leif Fontaine.
- Vores klare opfattelse er, at Grønland, som indtil dato i flere århundreder har drevet hvalfangst som bruger, har ret til at blive respekteret fuldt ud fra international og dansk hold, påpeger Leif Fontaine.
Læs "Norsk opbakning til grønlandsk hvalkvotefordeling"
Læs "Grønlandske MF'er: Urimeligt at blokere for vores hvalfangst"
Læs "Grønlands renommé står også på spil"
Det er folkets ret
Endvidere gør KNAPK det internationale samfund opmærksom på, at FN’s ILO-konvention artikel 169 og FN's Deklaration om Oprindelige Folks Rettigheder gør, at fangere og fiskere i Grønland som oprindelige folk har ret til at opretholde og udvikle deres kulturelle og økonomiske aktiviteter for at sikre deres brug af egne midler til livets ophold og udvikling.
- Vores opfattelse er, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved brugerdemokrati i forvaltningen af de levende ressourcer, og især i hvalfangstspørgsmål er det meget vigtigt, at internationale samfund og regeringer i stedet for forbud arbejder for at indlevelse, viden og mellemfolkelig tolerance skal være vejen frem i dette vigtige internationale samarbejde, fremhæver Leif Fontaine i en pressemeddelelse.
- Kvotering af hvaler i Grønland sker på helt igennem et bæredygtigt grundlag, og ikke som i IWC som jo bygger på følelsesmæssige grundlag. Desuden kan vi overhovedet ikke deltage i en allokeringsproces, som sker, mens man også er begyndt at navngive hvalhaler. Det er ganske enkelt helt udelukket, understreger Leif Fontaine.