Hotel Arctic øjner lys forude
Hotel Arctic, der leverede et stort underskud i 2020 på 9,2 millioner kroner, forventer i år at få en stigende omsætning – dog ikke på niveau fra 2019.
Corona-pandemien vil også i år sætte sit spor på Hotel Arctic, og med nye hoteller i Ilulissat vurderer ledelsen, at konkurrencesituationen vil blive yderligere skærpet.
Hotellet har besluttet at styrke samarbejdet med søsterselskabet Grønlands Rejsebureau – begge er ejet af det selvstyreejede Air Greenland.
Indgangsparti renoveres
Planen er at renovere hele indgangspartiet til hotellet og etablere en ny skranke, hvor gæsterne kan købe oplevelsesture og andre turistrelaterede oplevelser. Det vil være guider fra rejsebureauet, der skal bemande skranken. Ombygningen forventes at være færdig i midten af maj.
Hotel Arctic vil fortsat satse på at levere finere gastronomi via konceptet: Arctic Fine Dining & Wine Bar, der satser på menuer, der er inspireret af det klassisk grønlandske forenet med et morderne præg, som ledelsen formulerer det i årsberetningen. Den nye diningbar vil tidligst åbne i andet halvår i år, oplyses det.