Her er opskriften på at leve af biavl

Dette kunne være en mulighed, siger biavler og museumsleder Ole Guldager, der selv gennem syv år har drevet biavl i området ved Narsarsuaq.

For at opnå en rentabel drift skal man op på 50-100 bistader. Det vil til gengæld kunne give en drift uden offentlige tilskud, og kan - med en væsentlig lavere arbejdsindsats end fåreavl - give et økonomisk udbytte, så biavleren kan slappe af og holde en god lang ferie i vintermånederne.

Det er den nordiske brune bi, der her er på arbejde. Den er andre steder truet af biarter, der giver et højere udbytte. Til gengæld har det fortrin - set med grønlandske øjne - at den er mere hårdfør over for kulde og kan arbejde ved temperaturer, der er tre grader lavere, end de importerede arter kan.

Plads til mange bigårde i Grønland
På positiv siden må også nævnes, at den er mindre aggressiv. Selvfølgelig stikker den, hvis den føler sig truet eller bliver klemt, men samtidig underskriver den sin egen dødsdom, da bier i modsætning til hvepse dør efter at have stukket.

Den nordiske brune bi forsøges bevaret på reservater forskellige steder i Skandinavien. Læsø i Kattegat er et af de steder, og Grønland er et andet, hvor den sygdomsfri bestand trives i bedste velgående.

I de vidtstrakte sydgrønlandske fjordområder er der plads til mange bigårde. Stort set de samme områder som i dag bruges til fåreavl, kunne i dag bruges til biavl enten som hovederhverv eller som supplement til andre landbrugserhverv.

Det er i regnestykket forudsat, at biavlen drives som hovederhverv, og honningen produceres i større mængder til eksport. Som den specialitet den er, vil den kunne sælges på et prisniveau som al anden luksushonning.

Bierne er kommet senere i gang i år
Som al form for landbrug er biavlen også afhængig af vind og vejr. En streng vinter og et sent forår som i år har betydet, at bierne er kommet senere i gang, så første slyngning var mindre end forventet, men den efterfølgende varme og tørre sommer indhenter formentlig det tabte. Der kan slynges honning tre-fire gange på en sæson.

Et enkelt bistade kan i bedste fald levere op mod 30-40 kilo honning pr år. En enkelt bi leverer i sit liv hvad der svarer til en teskefuld honning.

Biavl er ikke nyt i Grønland
Biavl er ikke noget nyt i Grønland Første gang det blev forsøgt var i starten af 1950'erne, hvor der blev lavet forsøg i Qassiarsuk, der viste, at biavl godt kunne være en god indtægtskilde.

Langt senere, i slutningen af 1990'ern, blev projektet taget op igen af biavler og antropolog Ole Hertz, der i 1998 importerede 20 bifamilier fra Læsø til Narsarsuaq, bierne klarede sig fint, men havde svært ved at klare vintrene, det viste sig senere, at de havde fået en sygdom med, der svækkede dem, de blev behandlet, og det er på dette forsøge der gennem de senere år, er bygget videre.

Der må være potentiale til en eksportsucces, der ikke kræver store offentlige investeringer og tilskud, og det er håbet for biavler og museumsleder Ole Guldager, at biavlen kan vokse og udbredes til det meste af Sydgrønland.
Der er i øjeblikket placeret bistader hos to fåreholdere, udover Ole Guldagers egen bigård i Narsarsuaq.

De nuværende bier er sygdomsfri og klarer sig fint.

Honning, der er produceret på masser af fjeldblomster og små træer, smager helt fantastisk - essensen af Sydgrønland på et lille glas.

Se billeder under denne tekst