Hellefisker: Fiskere skal behandles ens
Hellefisker Haansi Ortu Sandgreen har sendt et nødråb til politikerne om hjælp.
Indhandlingen af hellefisk svinger fra 19 til 26 kroner kiloet afhængig af om man indhandler i Diskobugten eller længere nordpå. Samtidig er fangsten pålagt en afgift på fire procent. Det er uholdbart, mener Haansi Ortu Sandgreen.
Siden afgiften på hellefisk blev indført har Haansi Ortu Sandgreen fra Ilulissat bidraget med over to millioner kroner hvert år i form af person- og selskabsskatter samt afgifter.
Nu er det på tide, at politikerne træder til med en hjælpepakke i alle forvaltningsområder, hvis hellefisk-fiskeriet skal fortsætte, mener han.
På høje tid
- Det er på høje tid, at der bliver skruet en hjælpepakke sammen, som kommer hellefisk-fiskerne til gode og ikke alene torskefiskerne, siger Ilulissat-fiskeren, der har sendt et åbent brev til politikerne i såvel finans- som fiskeriudvalget.
Han forklarer, at det er på tide, at alle fiskere behandles ens uanset om man fisker efter torsk, hellefisk eller krabber. Hvis der ikke sker noget kan han måske blive tvunget til at omlægge sit fiskeri til andre arter uden afgifter så han kan bevare beskæftigelse til sine besætningsmedlemmer.
- Tilbage i 2016 købte jeg et skib til over 12 millioner kroner og investeret i 160 tons kvoter. Dengang var det dyrt at købe hellefisk-kvoter, og prisen på hellefisk var højere, og der var ingen afgifter.I dag kan man købe en hellefiskekvote for cirka fem til femten kroner kiloet i modsætning til de 25 til 32 kroner kiloet som jeg måtte betale dengang priserne for kvoterne.Priserne ved kvotekøb faldt gevaldigt, da kvotefri områder blev indført, forklarer han om økonomien, som han har svært ved at få til at hænge sammen.
Mærkesager
Han mener, at politikerne løber fra deres ord og henviser til den forrige koalitionsaftale, hvor der stod, at man arbejdede for at få fjernet afgiften på indenskærs hellefisk. Samtidig har en af Siumuts mærkesager været, at dem uden eksporttilladelse ikke skal betaler afgifter.
- Siden er Demokraterne kommet til og sætningen er røget ud af koalitionsaftalen. Alligevel er Demokraterne imod afgifter, men hvad bliver der gjort, spørger fiskeren, der føler, at Siumut vender ryggen til et trængt erhverv, der samtidig er hjørnestenen i Grønlands økonomi.
Han støttes af den lokale formand for fiskeriforeningen IAPP Johan Villadsen.
Hjælp til alle fiskere
- Økonomien er nu så trængt på grund af de lave hellefisk-priser, at politikerne bør sænke afgifterne eller helt fjerne afgifter samt tilbagebetale betalte beløb, hvilket skal komme alle fiskere til gode, lyder det fra lokalformanden, der mener, at det ikke kun er turisterhverv, der skal have en hjælpende hånd.