Storstilet aftale

Grønlandske sælskind skal tilbage på verdens catwalks

En samarbejdsaftale mellem Kopenhagen Fur og Great Greenland skal gøre sælskind eftertragtede på verdens catwalks. Stor glæde hos KNAPK

Grønlandske sælskind skal tilbage på verdens catwalks
Offentliggjort

Det skal være slut med den uholdbare situation, hvor grønlandske sælfangere, deres brancheorganisation og Great Greenland A/S har vanskelige vilkår på det internationale skindmarked, fordi EU's sælforbud - hvor de grønlandske fangere dog er undtaget og certificeret og en fejlbaseret opfattelse af, hvordan sælfangsten foregår - har gjort det svært at afsætte sælskind.

Kopenhagen Fur vil igennem effektiv promovering af de grønlandske sælskind hjælpe med at ændre holdningen og gøre sælskind eftertragtede på verdens catwalks til gavn for de grønlandske sælfangere og det grønlandske samfund.

Det oplyser Great Greenland og Kopenhagen Fur i en fælles pressemeddelelse.

Meget mere markedsføring
Grønlandske sælskind skal fremover være en del af Kopenhagen Furs faste markedsføringsaktiviteter. Det betyder, at Kopenhagen Furs store kundekreds vil blive præsenteret for sælskindene ved auktionshusets fem årlige auktioner.

Desuden vil Great Greenland sende skind til Kopenhagen Studio, der skal arbejde med nye sælskindstrends, der kan vises ved modeshows og messer verden over - blandt andet ved Kopenhagen Furs store åbningsshow på Københavns rådhus under Copenhagen Fashion Week januar 2014.

- Det er med stor glæde, at Great Greenland med opbakning fra vores ejere, selvstyret, nu indgår et tæt og meget udviklende samarbejde med Kopenhagen Fur. Kopenhagen Fur har markeret sig som den førende aktør på hele auktionsmarkedet for blandt andet minkskind, men også i udviklingen af produkter, designuddannelse og mange andre områder. Vi ser derfor meget frem til dette samarbejde, siger Great Greenlands bestyrelsesformand Bruno Olesen og administrerende direktør Lars Berg, i en pressemeddelelse.

Læs "Sælskind forbigået af Kopenhagen Fur"

Læs "Sælskind atter forbigået"

Verdens største auktionshus for pels
Kopenhagen Fur har igennem sin position som verdens største auktionshus for pels før haft succes med denne form for samarbejdsaftaler. I mange år har Kopenhagen Fur for eksempel arbejdet aktivt for at promovere lammeskind fra Namibia i det sydlige Afrika - det såkaldte Swakara-skind (South West African Karakul-skind). Arbejdet har givet pote, og de namibiske avlere har sammen med Kopenhagen Fur skabt en global modesucces, der giver Namibia en eksportindtægt, de ellers ikke havde fået. Derfor er der også høje forventninger til samarbejdet med Great Greenland.

- Vi er meget stolte af samarbejdet med Great Greenland. Det er vores fælles målsætning at bringe de smukke og unikke sælskind tilbage, hvor de hører til, nemlig på toppen af den internationale modescene. Vi vil gøre alt for at leve op til den store tillid, som Grønland og de grønlandske fangere viser os. Deres kamp er vores kamp - også på det politiske område, siger Kopenhagen Furs direktør, Torben Nielsen.

KNAPK: Et enormt stort skub fremad
I fisker- og fangerorganisationen KNAPK er der stor glæde og opbakning til samarbejdsaftalen.

- Det er med stor glæde, at KNAPK har fået meddelt, at Great Greenland og Kopenhagen Fur har indgået samarbejdsaftalen. Den nye samarbejdsaftale vil give vore sælfangere enormt stort skub fremad, som led i Kopenhagen Furs effektive promovering af de grønlandske sælskin fra Great Greenland, siger KNAPK-formand Henrik Sandgreen.

Powered by Labrador CMS