Grønlandske øl sikrer Landskassen millionbeløb
Bryggerier fra Ilulissat, Nuuk og Narsaq betalte samlet set 4,7 millioner kroner i afgifter i 2019, fremgår det af et paragraf 37-svar fra Naalakkersuisoq for Finanser Vittus Qujaukitsoq.
Grønlandske bryggerier betaler mindre i afgift end de øl, der bliver importeret, fremgår det af svaret til Stine Egede. Der er kun tre virksomheder – alle bryggerier – som fremstiller drikkevarer, som indeholder alkohol.
Bryggerierne er underlagt en lang række særlige krav, når de producerer alkoholholdige drikke, og hvis et bryggeri vil kassere en mængde over 100 liter, ”så skal virksomhederne på forhånd meddele dette til Skattestyreisen, som stiller en kontrollant til rådighed. Denne kan på stedet føre tilsyn med, at de kasserede mængder bliver destrueret korrekt”.
Kontrolbesøg
Skattestyrelsen foretager kontrolbesøg, hvor man tjekker om kravene til lokaler overholdes, og at de producerede ølsorter indeholder de alkoholprocenter, som er blevet indrapporteret til Skattestyrelsen.
- Ved de månedlige indberetninger af virksomhedernes producerede mængder, og de løbende betalinger af afgifterne, sker der en løbende kontrol. Derudover foretager Skattestyreisens kontrolfolk ofte stikprøver af, om de enkelte virksomheder er i besiddelse af de lovpligtige tilladelser, skriver Vittus Qujaukitsoq og tilføjer:
Opfylder betingelserne
- Det er Skattestyreisens erfaring, at de enkelte producenter er meget opmærksomme på, at de til enhver tid har de rette tilladelser. Det har således endnu ikke været nødvendigt at inddrage en tilladelse fra en af disse virksomheder.