USA
Grønlandsk studerende i praktik på handelskontor i USA
Studerende Hans Peder Kirkegaard skal i fem måneder via en praktikplads i USA arbejde for at binde den nordatlantiske region tættere sammen
Hans Peder Kirkegaard er blevet ansat hos Maine North Atlantic Development Office ved Maine International Trade Center.
Indtil januar 2017 skal han på kontoret hjælpe med at øge handel, investeringer, kunst, kulturelle og uddannelsesmæssige aktiviteter mellem Maine og hele den nordatlantiske region og i Arktis.
Læs: Amerikanere vil se på muligheder i Grønland
Hans Peder Kirkegaard er tidligere formand for studenterforeningen Avalak, og han har været involveret i debatinitiativet Aqago.
Tæt på Grønland
Nu har han færdiggjort en erhvervsuddannelse på University of South Carolina, og han er nysgerrig for at blive lidt i USA.
På handelskontoret er man glad for at få en grønlandsk praktikant.
- Maine er den amerikanske stat tættest på det nordatlantiske marked, og det islandske rederi Eimskip har sit USA-hovedkvarter i Portland, Maine. På grund af vores nærhed til markedet, er der interesse fra Maines erhvervsliv til at udforske mulighederne for supply chain og økonomisk udviklingspartnerskaber i hele Nordatlantsregionen, skriver Dana Eidsness, der er direktør for Maine North Atlantic Development Office, i en pressemeddelelse.
Møder i Arktisk Råd
- Vi er glade for at have Hans Peder i Maine og ser frem til, at han kan give introduktioner og yde vejledning til vores virksomheder, mens vi udvikler relationer i Grønland.
Der kommer til at ske rigeligt, mens han er på kontoret i Maine.
Hans Peder kommer også til at hjælpe til i forberedelserne af seks Arktisk Råd-møder i Maine mellem september og oktober 2016.
Vil starte inkubator
Til januar har Kirkegaard planer om at tage hjem til Grønland og arbejde med erhvervsudvikling her.
Nærmere bestemt vil han starte en inkubator for små og nystartede virksomheder med eksportpotentiale.
Læs: Ivalo & Minik Fonden uddeler tre legater