Grønlandsk eksport af rejer og torsk slipper for afgift

Når Storbritannien engang går ud af EU, vil Grønland slippe for at betale for afgifter for at eksportere grønlandske torsk og rejer til landet.

Offentliggjort

Storbritanniens regering offentliggjorde onsdag den 13. marts listen over det midlertidige importafgifter på varer, som vil blive berørt af den kommende importafgift efter Brexit, hvis landet kommer ud af EU uden en aftale.

Grønlandske rejer og torsk er ikke omtalte i den såkaldte No Deal Brexit, hvilket betyder kort sagt, at Grønlands eksport til Storbritannien på mere end 700 millioner kroner om året ikke bliver ramt af de dyre afgifter det første år efter Brexits vedtagelse.

Det skriver departementet for udenrigsanliggender i en pressemeddelelse.

-Det er en meget positiv udvikling, at grønlandske reje- og torskeproduktioner ikke er omfattet af importafgiftspakken præsenteret i Storbritannien, selvom nogle andre fiskeprodukter er. Det gør, at grønlandske produkter i det næste års tid ser ud til, at kunne fortsætte med at være konkurrencedygtige på Storbritanniens marked, da produkterne ikke pålægges fordyrende afgifter, siger Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Kirke og Udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger (S) i pressemeddelelsen.

Dyre afgifter giver dyre priser

Hvis grønlandske fiskeriprodukter skulle pålægges afgift ved eksport til Storbritannien ville det blive dyrere at eksportere varerne. Det betyder, at priserne på grønlandske varer ville stige i Storbritannien, hvilket ville gøre varerne mindre konkurrencedygtige.

Departementet oplyser, hvis Brexit-aftaleudkastet mellem EU og Storbritannien vedtages, vil Grønlands fiskeriprodukter have fortsat afgiftsfri adgang til Storbritanniens marked frem til slutningen af 2020.

For at undgå fremtidige importafgifter vil Naalakkersuisut have en tæt dialog med Storbritannien.

Departementet skriver i deres pressemeddelelse, at Naalakkersuisut vil fortsætte med at arbejde for permanente aftaleforhold mellem Grønland og Storbritannien på handelsområdet, selvom grønlandske varer der eksporteres til Storbritannien ikke pålægges afgifter i første omgang.

- Fra Naalakkersuisuts side vil vi fortsætte med at arbejde for en permanent løsning for vore produkter i Storbritannien og udvikle Grønlands forhold med Storbritannien, siger Ane Lone Bagger (S) i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS