Grønlandsbanken: Nul-vækst i 2017
Væksten i grønlandsk økonomi vil lande på et rundt nul, når det gælder 2017. Det forudser Grønlandsbanken og ligger dermed markant under Økonomisk Råds seneste vækstskøn fra september, der forudser en BNP-vækst på 3,9 procent.
Bankdirektør Martin Kviesgaard, Grønlandsbanken, mener imidlertid, at et rundt nul er godkendt.
Faktisk flot
- Når man tager i betragtning, at realvæksten i bruttonationalproduktet vurderes til at stige med 7,7 procent i 2016, så er det faktisk flot, at Grønland året efter ikke går i minus, men kan holde nullet eller måske en lille vækst, forklarer bankdirektøren over for Sermitsiaq.AG.
- Forskellen skyldes primært, at de seneste statistiske oplysninger giver en mere pessimistisk vurdering af udviklingen inden for fiskeriet og privatforbruget i 2017, skriver banken i sin analyse, der blev publiceret i forbindelse med årsregnskabet.
Grønlandsbanken peger på et skuffende fiskeri efter hellefisk og vigende priser på rejer, som forklaring på nul-væksten.
Øget vækst i 2018
Banken er derimod langt mere optimistisk, når det gælder den økonomiske udvikling i 2018. I indeværende år forventer banken en realvækst på mellem 1 og 3 procent.
- I 2018 er der udsigt til en mindre nedgang i byggeaktiviteterne. Til gengæld trækker stigende rejekvoter væksten op, står der i analysen.