kvartalsregnskab

Grønlandsbanken låner flere penge ud

Grønlandsbanken er kommet godt ud af starthullerne efter årets begyndelse. Det fremgår af kvartalsregnskabet, som viser et forbedret resultat før skat på 38,2 millioner kroner.

Det er lykkedes bankdirektør Martin Kviesgaard at få flere kunder i butikken og få dem til at låne penge af banken.
Offentliggjort

I 2015 havde banken i samme periode et resultat før skat på 21,5 millioner kroner. Forklaringen på fremgangen på knap 17 millioner kroner skyldes to ting, fremgår det af bankens kvartalsregnskab.

Værdipapirer kaster penge af sig

Bankens store beholdning af værdipapirer har givet et afkast på over ti millioner kroner, mens resultatet før kursreguleringer og nedskrivninger er steget med 6,1 millioner kroner.

Bankdirektør Martin Kviesgaard oplyser, at han er tilfreds. Han hæfter sig især ved, at banken får flere og flere kunder, hvilket har resulteret i øgede udlån på 122,1 millioner kroner.

Banken oplyser, at den internt vil fokusere på at efteruddanne medarbejderstaben og øge investeringerne inden for it, hvilket ske i løbet af året, hvor et 50 års jubilæum også står for døren med adskillige aktiviteter.

Uændrede forventninger til helårsresultatet

Forventningerne til årets resultat er uforandret et resultat før kursreguleringer og nedskrivninger på mellem 125 millioner kroner og 145 millioner kroner.

Powered by Labrador CMS