Jubel
Grønlandsbanken har bedste kvartalsregnskab i to år
Banken vil låne flere penge ud til grønlandske virksomheder
Grønlandsbankens direktør Martin Kviesgaard er ikke en mand, der er kendt for at løbe højt jublende igennem lokalerne. Men mon ikke der er blevet plads til et smil i anledning af det netop offentliggjorte kvartalsregnskab.
LÆS: Grønlandsbanken kom godt igennem eksamen
Støt vækst
Banken har nemlig afleveret et kvartalsregnskab, som er det bedste i to år og lander på et resultat før på 34,7 mio. for tredje kvartal. Endnu mere anledning til smil giver det dog, at resultat kommer som del af en vedvarende fremgang.
- I betragtning af de negative renter på pengemarkedet og lidt større kurstab så er vi selvfølgelig rigtig godt tilfredse med at holde basisdriften og samlet få en fremgang kvartal for kvartal, siger Martin Kviesgaard.
LÆS: Grønlandsbanken: Kunderne vil hurtigt ud af deres lån
Flere lån
Grønlandsbanken er tilfreds med, at den i år har lånt flere penge ud end i den tilsvarende periode sidste år. Samtidig har den også tabt færre penge på sine lån.
Men faktisk vil banken gerne låne endnu flere penge ud, og det gælder både til private og til virksomheder.
- Vi ved, at potentialet blandt virksomhederne her i Grønland er til stede, siger Martin Kviesgaard.
- Vi er jo dybt i vores fundament en 100% Grønlandsk Bank, så det er naturligvis også her, vi gerne vil bidrage til, at flere virksomheder vækster og investerer yderligere, uddyber han.
Fiskeri, turisme og byggeri
Han ser stadig fiskeriet som den store vækstmotor, men mener også, at der er gang i udviklingen af turismen og et byggeri, der kører godt.
Han roser også kommunerne for at have fået mere fokus på, at udviklingen af de private virksomheder i hovedbyerne.
- Kan vi med en skarp finansiering bidrage til vækst i erhvervslivet og flere arbejdspladser - ja så er det simpelthen også en god forretning for os som bank, slutter Martin Kviesgaard.