FUTURE GREENLAND

Grønland på verdenskortet

Qupanuk Olsen satte sig i 2020 for at bruge de sociale medier til at fortælle historier om det moderne Grønland i håb om at øge viden globalt. I dag følger tusinder hver dag med i Q’s Greenland

Det var opslaget ”3 things not to ask in Greenland”, der for alvor satte skub i Qupanuk Olsens sociale mediekarriere. Opslaget gik viralt og er i dag blevet vist mere end 38.000.000 gange.
Offentliggjort

Det var opslaget ”3 things not to ask in Greenland”, der for alvor satte skub i Qupanuk Olsens sociale mediekarriere. 

Ungdomskonference i Nuuk

Qupanuk Olsen deltager på de unges Future of Greenland konference, der afholdes mandag den 13 maj i Katuaq, Hendes oplæg har overskriften: ”Sociale medier – er de også vigtige for demokratiet?”

Opslaget gik viralt og er i dag blevet vist mere end 38.000.000 gange. Q's Greenland har ikke bare 1,3 millioner følgere sammenlagt på Youtube, Instagram, TikTok og Facebook, men også sit eget Q’s Community af personer fra hele verden, der betaler penge for at mødes virtuelt med Qupanuk Olsen hver anden torsdag for at tale om emner som vores nationaldragter, sproget m.m. 

– Jeg kan leve af det i dag, men egentlig var det aldrig det, der var målet. Hele ideen bag dette bunder i min interesse for at fortælle om vores fantastiske land og kultur. Der er alt for mange her i landet, der tager for givet, hvad vi kan og gør. Men vi er noget særligt, fordi vi stadig lever af fiskeriet, kører hundeslæde og går på jagt og på mange måder lever i harmoni med naturen. Det har mange andre befolkninger mistet på grund af industrialisering. Grønland er et magisk sted, og det er det, der driver mig, fortæller Qupanuk Olsen, der er uddannet civilmineingeniør.

Viden om Grønland er mangelfuld 

Qupanuk Olsen har som mange andre, der rejser ud i verden, oplevet, at folk stort set intet ved om Grønland, og at de for eksempel tror, at vi har is året rundt, eller at der ikke bor mennesker i Grønland.

– En af mine gode venner fra Australien så via et videoopkald, at jeg var i gang med havearbejde i Nuuk, og han blev helt forvirret, for hvor var isen henne? Han troede, at vi havde is året rundt. 

– En anden gang landede jeg i Chicago lufthavn og blev spurgt i tolden, hvor jeg kom fra. Da jeg sagde Greenland kiggede han uforstående på mig, og da jeg så pegede op på et verdenskort på væggen, så sagde de: ”But nobody lives there”. Det er sådanne kommentarer, der har fået mig til at tænke, at der er brug for viden. 

Nas Dailys besøg 

Qupanuk Olsens sociale mediekarriere blev indledt i 2020, hvor hun kontaktede den israelske influencer Nas Daily med det borgerlige navn Nuseir Yassin for at høre, om han havde lyst til at komme en tur til Grønland. 

Nas Daily har over 65 millioner følgere på sociale medier og lever blandt andet af at rejse rundt i verden og vise landenes særpræg frem på sine kanaler. 

– Jeg fik ikke noget svar fra ham, så jeg lavede i stedet mine første opslag, hvorefter han kontaktede mig, og det endte jo med, at han kom en tur til Grønland. Det var dog først i 2022, da jeg lavede en 100-dages serie - dvs. jeg postede ét opslag om dagen i 100 dage, at jeg begyndte at få rigtig mange følgere. Og så er det ellers gået slag i slag. Jeg har i dag en "posting assistent" i USA, der gør at jeg er kommet igennem til det amerikanske publikum, som udgør 30 procent af mine følgere.

– Det handler om at få folk til at stole på dig og forstå dit budskab. Mit budskab er, at de skal lære noget mere om vores fantastiske land og kultur, siger influencer Qupanuk Olsen

– På mange måder er min hobby jo blevet til mit arbejde. Jeg får lov at sprede viden om Grønland, og samtidig tjener jeg penge på det. Dertil er der alle oplevelserne og rejserne. Jeg holder også kurser i brugen af sociale medier og faciliterer konferencer og begivenheder. Men det er først inden for den senere tid, at det begynder at kunne betale sig. Virksomhederne her i Grønland skulle først lige vende sig til influencere, og forstå, hvad vi kan gøre for dem.

Oplæg for Amazon 

Qupanuk Olsen har i dag samarbejdsaftaler med Air Greenland og Royal Greenland samt en række mindre lokale virksomheder i Grønland. Derudover får hun i stigende grad henvendelser fra udenlandske selskaber, der ønsker oplæg eller samarbejder som for eksempel for nylig, hvor hun holdt oplæg for Amazons afdeling for oprindelige folk. Derudover har hun også indtjening fra Youtube, der betaler et beløb afhængig af antal seere per måned, når man først har levet op til deres betingelser.

– Det er ikke de store beløb hver for sig, men samlet set kan jeg godt få det til at løbe rundt. Det var stressende i starten, men nu er det blevet til hverdag som mange andre jobs. Jeg har fået mere overblik og ro, og jeg tror mere på mig selv. Men det er klart, at jeg også hele tiden får mere at lave, og derfor har jeg også lige sat prisen op.

Kontinuitet er nøglen til succes 

Ifølge Qupanuk Olsen er nøglen til succes som influencer kontinuitet. At man har en form og en ramme for sine opslag, som vækker tillid. 

For eksempel afslutter Qupanuk Olsens altid sine opslag på samme måde med at sige ”Life is amazing – Tulliani takuss”. 

– Det handler om at få folk til at stole på dig og forstå dit budskab. Mit budskab er, at de skal lære noget mere om vores fantastiske land og kultur. 

Qupanuk Olsen har siden foråret 2022 været medlem af Nas Community som er et fællesskab for influencere fra hele verden og været med til tre store summits i Dubai arrangeret af Nas Daily. 

– Hver torsdag mødes vi online, deler videoer og giver hinanden konstruktiv kritik. Det var også igennem dette fællesskab, at jeg fandt frem til min assistent i USA, så det er meget vigtigt for mig, og er en del af årsagen til min succes, tror jeg. 

1. januar i år startede Qupanuk Olsen så selv ”Q’s Community”, hvor følgere fra hele verden betaler 60 dollars om året for at mødes hver anden uge med hende for at tale om Grønland.

Læs hele Future Greenland avisen

Powered by Labrador CMS