Grønland og EU

- Vores ambition er at opnå udvikling igennem vores forbindelser med EU, sagde Karl Lyberth fredag i Bryssel

Nogle af de øvrige oplægsholdere ved seminaret. Formanden for Grønlands Arbejdsgiverforening Henrik Leth, rektor ved Grønlands Universitet Tine Pars, vicegeneraldirektør i kommissionen Marcus Cornaro og Ulrik Pram Gad fra Københavns Universitet SelvstyretDer var omkring 100 deltagere med til seminaret oplyser selvstyret SelvstyretMedlem af Naalakkersuisut Karl Lyberth sammen med fiskerikommissær Maria Damanaki fredag på Grønlands Repræsentation i Bryssel, hvor de var hovedtaler ved et seminar om EU og Grønland Selvstyret
Offentliggjort

Medlem af Naalakkersuisut for fiskeri, fangst og landbrug Karl Lyberth og EU’s fiskerikommissær Maria Damanaki deltog i går, den 28. juni, i seminaret ”Greenland – developing EU relations”, der blev holdt i Grønlands Repræsentation i Bryssel. Knapt 100 mennesker deltog i seminaret.

Karl Lyberth indledte med en introduktion af de nye muligheder for vækst, Grønland står overfor, og hvordan der kan skabes nye jobs til gavn for en bæredygtig økonomisk udvikling. Det fremgår af en pressemeddelelse fra selvstyret.

I sin tale kom han ind på vigtigheden af, at befolkningen får en målrettet uddannelse, som er tilpasset de erhverv, der i fremtiden vil opstå.

- Fiskeriet er en hjørnesten i vort forhold til EU. Grønland har dog også andre relationer til EU indenfor andre sektorer end fiskeriet. Vi har nu en gunstig aftale, der understøtter uddannelsessektoren. Vi støtter fuldt ud EU i sine bestræbelser på at udvikle sine forbindelser til Grønland på dette område, idet det vil have en indflydelse på vores vækst. Vores ambition er, at opnå udvikling igennem vores forbindelser med EU, sagde Karl Lyberth ifølge pressemeddelelsen.

Kommissæren for maritime anliggender og fiskeri, grækeren Maria Damanaki, kom ind på EU's rolle som hovedaktør i partnerskabet med Grønland.

Læs også artiklen om Damanakis løfter til Grønland HER

Maria Damanaki besøgte i 2012 Grønland for at drøfte fiskeri og arktisk politik. Hendes deltagelse ved seminaret var helt klart et trækplaster, oplyses det i pressemeddelelse.

Flere fisk til Grønland

Herefter var det et indlæg af bestyrelsesformanden i Grønlands Arbejdsgiverforening, Henrik Leth, med en beskrivelse af hvordan man i Grønland tilpasser sig globaliseringen og eksporten af fisk til udlandet.

Han stillede blandt andet krav om at Grønland skal kunne fange de fisk, der nu svømmer ind i Grønlands økonomiske zone.

Læs også artiklen om Henrik Leths tale og om fiskeriets problemer i Nordatlanten HER

Rektor ved Grønlands Universitet, Tine Pars kom ind på uddannelseskulturens inddragelse i opbygningen af landet som en nation.

Post. Doc. Ulrik Pram Gad, der til daglig sidder i Center for Avanceret Sikkerhedsteori på Københavns Universitet, gav et oplæg omkring "Postkoloniale Suverænitetsspil: Grønland i Marginen af Europa".

Seminaret blev afsluttet med en præsentation af vicegeneraldirektøren for Udviklingsgeneraldirektoratet i Kommissionen, Marcus Cornaro. Han orienterede forsamlingen om EU Kommissionens samarbejde med Grønlands Selvstyre, som i dag fokuserer på uddannelsesområdet. EU’s bidrag er på godt 200 millioner kroner om året.

Seminaret sluttede med en reception, hvor administrerende direktør for Royal Greenland, Mikael Thinghuus, gav en præsentation af virksomheden og dens produkter, som startskuddet på receptionen, der markerede Grønlands Nationaldag.

Her fik deltagerne lejlighed til at smage på friske grønlandske råvarer som rejer og hellefisk.

Henrik Leths tale på seminaret bringes som kronik i ugens Sermitsiaq, desuden er der en artikel om fiskeristridighederne mellem EU og Island og Færøerne i Nordatlanten.

Powered by Labrador CMS