Grønland indtager Toronto
34 virksomheder fra Grønland tager til Canada for på en mineralkonference at finde kommende forretningsforbindelser
Først Sydkorea og nu Canada.
Grønlandske virksomheder er søndag klar til igen at skulle på charmeoffensiv for at finde forretningsforbindelser og samarbejdspartnere.
Det sker, når 34 virksomheder fra søndag til onsdag i næste uge drager til Toronto i forbindelse med en international mineralkonference i canadiske Toronto kaldet PDAC.
Den første dag bliver den store dag, for her skal Grønlands Arbejdsgiverforening være vært for Greenland Business Event.
London Mining er med
Dagen vil byde på indlæg om Grønlands mineralforskningshistorie ved Henrik Fenger Jeppesen fra Asiaq. Brian Buus Pedersen, direktør i Grønlands Arbejdsgiverforening, fortæller udenlandske virksomheder om, hvad de kan forvente, hvis de vil operere i Grønland.
Xiaogang Hu, direktør i London Mining, giver en kort introduktion til Isua-projektet i Godthåbfjorden, ligesom der bliver andre indlæg om Grønland.
I alt deltager 54 personer fra Grønland.