Grønland er som en 12 år gammel whiskey
Der var grin og anerkendende nik, da direktøren for Visit Greenland holdt sin salgstale, under turistmesses åbning tirsdag i Island.
Tekniske problemer forsinkede den officielle åbning af turistmessen, Vestnorden Travel Mart i Island, med lidt over en halv time. Og direktøren for Visit Greenland, Hjörtur Smárason var den sidste af de tre vestnordiske lande, der skulle holde tale.
Det betød, at flere i forsamlingen måtte gå, da det var Hjörtur Smárasons tur til at holde tale. Men det var også her, at publikum virkelig livede op. Der blev grinet og nikket, enten anerkendende eller fordi de lærte noget nyt om Grønland.
Hjörtur Smárason indledte sin tale med at sige, at han var islænding, der havde et helt specielt sted i sit hjerte til Grønland. Det kan du læse mere om i ugens AG.
- Hvis vi bruger øl til at sammenligne destinationerne, så er Island måske verdens bedste øl, men Grønland er en 12 år gammel whiskey, sagde han og fik forsamlingen til at bryde ud i latter.
Filmklippet til verden
Alle tre turistråd, viste et videoklip, og fra Grønland var det med Hans Henrik Suersaq Poulsen som hovedperson, der kommer ud på isen på hundeslæde, hvor han isfisker fra en nordlysklar nat, mens han snakker om, at han har lært at jage af sin far, og hvordan klimaændringerne påvirker samfundet. For at overkomme de problemer er der mere end nogensinde brug for at samle al den lokale viden.
- Det er trods alt os, der ved alt om det arktiske vejr og arktiske forhold. Og har ekspertisen i at rejse i Arktis, lyder det blandt andet i marketingsvideoen.
Videoen slutter med, at turismen er tilpasset miljøet og de lokale samfund.
- Vi har reserveret pladser til helt specielle mennesker i den forbindelse. Et sæde til dig. Kom med os, siger en overbevisende Hans Henrik Suersaq Poulsen med en blid stemme.
Vær den første
- Og siden I stadig er her, regner jeg med, at det er et ja? I tager med os på rejsen, spøgte Hjörtur Smárason, da lyset igen blev tændt, og han fik igen publikum til at grine.
Så blev han alvorlig.
- Hvis du nogensinde har haft lyst til at være den første, der gjorde noget, så er det her måske din store mulighed, sagde han og kom blandt andet ind på de nye lufthavne, som Kalaallit Airport forventer at have klar i 2024 i både Nuuk og Ilulissat og nye tiltag, der kan forventes i turistbranchen til næste år.
Han nævnte blandt andet Air Greenlands nye Airbus 330 neo, og at Icelandair vil tilbyde direkte rejser mellem Nuuk og New York.
Du kan læse mere om turistsmessen i avisen AG: