Greenland Express Air
Greenland Express Air præsenterer nye ønskedestinationer
Hvis alt går efter planen, er flyselskabet klar til at flyve indenrigs i Grønland fra 2015
Aasiaat, Ilulissat, Sisimiut, Kangerlussuaq og Nuuk.
Det er de destinationer, som Greenland Express Air håber på beflyve i Grønland fra det nye år.
- Fra næste år håber vi på at flyve til disse destinationer, skriver Greenland Express Air på deres Facebook-side til et rutekort, hvor de fem nævnte grønlandske destinationer er markeret med forbindelse ud fra Kangerlussuaq, som igen er forbundet direkte til Aalborg.
Tirsdag skrev check-in.dk, som er den førende danske internet-nyhedskanal om rejser og luftfart, at Greenland Express Air håber på at kunne gå i luften igen i slutningen af november i år.
- Vi er ved at teste den nye hjemmeside og det nye bookingsystem. Det regner vi med at være færdige med om halvanden uge. Vi arbejder henimod at gå i luften i slutningen af november eller starten af december, da vi har en del forhåndsbestillinger til den periode, siger Greenland Express Airs administrerende direktør Gert Brask til check-in.dk.
Lykkes det ikke vil selskabet vente til sommerfartplanens ikrafttræden i marts næste år, forklarer Brask videre.
Selskabet bag Greenland Express har tidligere været registreret som et anpartsselskab i Island. Nu er selskabet ved at etablere sig som et dansk aktieselskab. Desuden er det planen at blive medlem af Rejsegarantifonden, skriver check-in.dk.
Hvad med Denim Air?
Siden 18. september har Greenland Express Air taget det, som flyselskabet har betegnet som en timeout for at få styr på flyvninger og de mange aflysninger og forsinkelser efter jomfruturen 17. juni.
Imens har flyselskabet fortsat med charterflyvninger.
I slutningen af juli klagede Gert Brask over, at Denim Air, som flyer for Greenland Express Air, havde så svært ved at skaffe besætning, at Greenland Express Air var nødt til at finde en ny investor, så flyselskabet kan få sit eget fly og besætning og slippe ud af samarbejdet med den hollandske flyoperatør.
- Vi ved ikke endnu, om Denim Air stadig skal flyve for os. Vi forhandler også med et andet selskab, lød det tirsdag fra Gert Brask til check-in.dk.
Læs artikler om Greenland Express Air her