Great Greenland med underskud på 1,8 millioner

Tyverier har været dyre for Great Greenland

Modehow i Kbh. jan. 2015
Salget af færdigvarer udvikler sig positivt
Offentliggjort

Great Greenland kommer ud af 2017 med et underskud på 1,8 millioner kroner.

En væsentlig del af forklaringen er, at skindlageret i Glostrup har været ramt af fem tyverier og et tyveriforsøg.

De direkte omkostninger af tyverierne alene løber op i over 1 million kroner. Great Greenland kom nemlig af med 390.000 kroner i selvrisiko og måtte derudover bruge 683.000 kroner på at sikre lageret bedre.

Ved det ene tyverier blev hele kollektionen for 2017 stjålet. De manglende indtægter fra salget af de varer skal så lægges oven i de 1 million kroner.

- Kollektionen sammen med accessories, der blev stjålet, kunne have indbragt mere fortjeneste for virksomheden, skriver Great Greenland i en pressemeddelelse.

Det er dog ikke alene tyverierne, der presser virksomheden. Indhandlingen af skind er nemlig gået tilbage over årene, og det betyder, at Great Greenland ikke kan følge med efterspørgslen. Det gælder både på hjemmemarkedet og salget via Kopenhagen Fur.
Således blev der solgt, 7.000 skind færre ved Kopenhagen Fur end året før, således at der kun blev solgt 21.000 skind.

Selskabets fokus vil derfor være rettet mod at øge indhandlingen langs hele kysten.

Der er dog også positivt nyt. Således var gennemsnitsprisen på skind markant højere end året før og landede på 236 kroner.

Og det ser ud til at den positive trend fortsætter. Ved juni-auktionen i år landede prisen på hele 500 kroner.

- Great Greenland håber, at skindindhandlingen vil stige de kommende måneder, så Great Greenland kan efterkomme ønskerne hos de kunder, der efterspørger sælskind, skriver selskabet.

Salget af færdigvarer udvikler sig ligeledes positivt.

Great Greenland regner med en positiv likviditet i hele 2018.

Powered by Labrador CMS