Air Greenland
Godt år for Air Greenland
Air Greenland har netop fremlagt årsregnskab, og det viser en omsætningsfremgang på 82 millioner kroner i forhold til året før. Det ordinære resultat før skat er desuden øget med 20 millioner kroner i forhold til 2015.
Selv om flyselskabet har været nødsaget til at nedskrive værdien af sit store Airbus 330-200-fly med 70 millioner kroner, er det et tilfredsstillende regnskab, fastslår bestyrelsesformand Søren Lennert Mortensen
Formand: Samlet set et godt år
- Samlet set betragter jeg 2016 som et godt år. Resultaterne af året er opnået med samme antal ansatte - der har været travlt, og det er glædeligt at se vores strategi fungerer. I august sidste år havde vi historisk passagerrekord – en stigning på over 16 procent flere rejsende i måneden. For hele året steg passagermængden med 9 procent, oplyser Søren Lennert Mortensen i en pressemeddelelse.
Flyselskabet forklarer, at flere turister tager turen i et Air Greenland-fly.
Tro på flere passagerer
Fremadrettet har man troen på at øge passagermængden for såvel hjemmemarkedet som for turister. Det oplyses, at fire procent flere sæder sættes til salg over højsæsonen.
Årsagen til, at man nedskriver det store Airbus-atlantfly med 70 millioner kroner, forklares med, at markedsværdien af flyet er faldet og usikkerheden omkring ændret infrastruktur. Det sidste kan oversættes med, at med nye og længere lufthavne i Ilulissat, Qaqortoq og Nuuk vil resultere i, at man skal investere i flere mindre fly, der kan flyve over atlanten.
Nøgletal
Nøgletal 2016 og (2015). Årets resultat efter skat i millioner kroner:
- Air Greenland 8,9 - (51,8)
- Hotel Arctic 4,8 - (2,3)
- Grønlands Rejsebureau 6,3 - (5,3)
- Koncernomsætning 1.307,1 - (1.225,6)
- Koncernresultat før skat 40,8 – (90,3)
- Koncernresultat efter skat 25,6 – (60,0)
- Koncern egenkapital 683,6 – (903,6)
Egenkapital kraftigt reduceret
Koncern-egenkapitalen har fået et alvorligt skud for boven, men det skyldes, at selskabets aktionærer under 2016-generalforsamlingen forlangte at få udloddet 274 millioner kroner, hvilket gik ud over egenkapitalen.