God fremdrift i Paakitsoq
Året er snart omme og arbejderne ved Ilulissats vandkraftværk i Paakitsoq er lige nu på vej hjemad, for at holde jul med nære og kære, efter en sæson med hårdt arbejde.

Nukissiorfiit oplyser, at arbejdet ved vandkraftværket i Paakitsoq lukker ned for juleferien og vinteren i en tre måneders periode:
- Det er sket meget siden vi den 24. februar skrev kontrakt med entreprenøren Pihl & Søn Grønland ApS. Aktiviteterne i 2010 har fulgt tidsplanen. På enkelte punkter er man endda lidt foran tidsplanen.
Et projekt tager form
I midten af april begyndte entreprenørens datterselskab, islandske Ístak, der udfører selve arbejdet i forbindelse med vandkraftværket i Ilulissat, at demontere sin byggeplads ved Sisimiut vandkraftværk for at flytte tingene nordpå. Allerede den 21. april blev de første maskiner sat i land ved omlade¬pladsen i Saputit (Jenny Bay) ved Sarfaa. Samtidig begyndte man at opføre en indkvartering i Ilulissat til de arbejdere, som skulle lave fundamenterne for transmissionslinjen samt til de arbejdere, som skulle etablere lejren i Paakitsoq.
- I slutningen af maj var fjordisen brudt op, og det var muligt at begynde transporten fra omladeplad¬sen til byggepladsen inde i fjorden. I løbet af sommeren er lejren blevet opbygget og mandskabet er flyttet til Paakitsoq i takt med færdiggørelsen af lejren. Indkvarteringen i den færdige lejr omfatter 112 værelser fordelt på fire blokke, fortæller vores tilsynsførende Ole Kristensen, der følger det daglige arbejde i Paakitsoq.
Veje og tunneller
Samtidig med opbygningen af lejren gik man i gang med den egentlige anlægsopgave. Der blev etableret veje, som skal føre frem til det kommende kraftværk og de tunnelindgange, der indgår i anlægget. I alt skal der være knapt 8 km vej i området, og størsteparten blev udført i 2010.
- I enkelte uger nåede man at anlægge hele 700 m vej på en uge, fortæller Ole der er meget tilfreds med entreprenørens arbejde så langt.
Den 16. august var man nået så vidt, at man kunne begynde at sprænge den første tunnel.
- Ved årets afslutning er der sprængt mere end 1 km tunnel, svarende til 20% af den samlede tunnel¬længde i projektet, forklarer Ole, som kan meddele at udsprængningen af det fjeldrum, der skal rumme selve kraftstationen, også er i gang.
Herudover er der bygget en skonnertkaj ved fjorden, ligesom et særskilt hold har samtidig arbejdet med fundamenterne til de master, som skal bære transmissionsledningen ind til Ilulissat.
- Inden frosten satte ind, var der blevet udført fun¬damenter til 113 af de 138 master, der indgår i transmissionslinjen, oplyser Ole.
De arbejdere, som har udført fundamenterne, har i perioder været indkvarteret i teltlejre ude i terrænet. Materialer og udstyr er blevet bragt frem med helikopter.
International arbejdsplads
En stor del af de ansatte på byggepladsen er Ístaks egne medarbejdere fra Island og tunnelarbejderne kom¬mer fra Slovakiet. Herudover er der ansatte fra Grønland og Polen. Til næste år forventes at komme flere nationaliteter.
- Transmissionslinjen skal udføres af et kroatisk firma, mens turbinerne leveres fra Østrig, oplyser Ole.
- Jeg er faktisk den eneste på byggepladsen med dansk som modersmål, konstaterer Ole, der også er Nukissiorfiits eneste ansatte på plads.
Arbejdssproget mellem de forskellige nationaliteter er engelsk.
I august-september i år, da aktiviteten var på sit højeste, var der 133 beskæftigede på projektet i Paakitsoq og Ilulissat. Alle med en arbejdsdag på 12 timer, fra mandag til lørdag.
Næste år
I 2011 vil arbejdet med udsprængningen af kraftstationen og tunnelerne fortsætte.
- Når fjeldrummet til kraftstationen er afsluttet, begynder man indretningen af selve kraftstationen, fortæller Ole og tilføjer, at der her skal udføres nogle komplicerede betonkonstruktioner.
- Igennem hele sommerhalvåret næste år vil der også være hektisk aktivitet langs transmissionslinien. Når året er gået, vil alle masterne, ifølge planen, være rejst og ophængningen af luftledningerne være godt i gang, oplyser Ole.
Arbejdet med transmissi¬onslinien vil starte fra Ilulissat. Masterne vil blive samlet på en plads ved dumpen i Ilulissat og fløjet ind på plads med helikopter. I Ilulissat vil man se aktiviteter over for Atuarfik Jørgen Brønlund. Her skal opføres den transformerstation, som skal omsætte strømmen fra vandkraftværket til den strøm, som kan fordeles i byen.
Vandkraftværket forventes at kunne levere el fra den første turbine den 1. november 2012. Hele anlægget forventes idriftsat 2013. Det vil have en årlig energiproduktion på cirka 65 GWh (gigawatt-timer, 1 GWh = 1.000.000 kWh) og bliver dermed landets næststørste vandkraftværk, efter vandkraftværket i Buksefjorden, Nuuk.