GE-opråb: Dialogmøde om RAL efterlyses
Grønlands Erhverv mener, at politikerne må ind i kampen og tage en dialog med erhvervslivet om Royal Arctic Line, der er en del af den kritiske infrastruktur for Grønland.
Med afsæt i de forhøjede fragtpriser, der næste år stiger med 6,4 procent, lyder opfordringen fra erhvervsorganisationen, at ”man fra politisk hold tager en dialog med erhvervslivet set i lyset af det forløb, som har været de seneste fem til syv år i og omkring RAL”.
- De strategiske omlægninger er sket uden ønske eller involvering af erhvervslivet (og oftest i direkte modstrid hermed), og der er behov for at man politisk dels tager ansvar herfor og dels sikrer en involvering, lyder det i en skriftlig henvendelse fra GE-direktør Christian Keldsen til Departementet for Boliger og Infrastruktur, som Sermitsiaq.AG har fået indsigt i.
- Vi foreslår, at Naalakkersuisut tager initiativ til et dialogmøde om infrastrukturen med brugerne, skriver Christian Keldsen, der understreger, at man har en ”god dialog med den nuværende direktion i RAL”.
Opfordring: Lav et seminar
Det er GE’s ønske, at der bliver lavet et egentligt seminar om infrastrukturen, hvor der bliver sat fokus på konsekvenserne af de omlægninger, som Royal Arctic Line under Verner Hammekens ledelse har gennemført.
- De omlægninger, der er sket, er for omfattende til at kunne forbigå det politiske niveau og overlade til bestyrelseslokalet. Der skal være en sammenhængskraft i samfundet, og den er blevet udsat for en uhensigtsmæssig risiko, mener Grønlands Erhverv.
I henvendelsen til departementet fastslår GE, at RALs strategi de seneste år har gået direkte imod erhvervslivets ønsker og primært har medført øgede omkostninger og kompleksitet uden at fordele er opnået.