GE: Hotelbranchen er truet

Naalakkersuisut har sagt nej til til at genindføre den såkaldte arbejdsmarkeds-hjælpepakke med lønkompensation, hvilket rammer især hotelbranchen. Grønlands Erhverv er uforstående for beslutningen.

Naalakkersuisut siger nej til at genindføre den såkaldte arbejdsmarkeds-hjælpepakke med lønkompensation. Det rammer især hotelbranchen og de ansatte i branchen meget hårdt, lyder det fra Grønlands Erhverv
Offentliggjort

Naalakkersuisut vil ikke genindføre arbejdsmarkeds-hjælpepakken, og det falder ikke i god jord hos Grønlands Erhverv.

- Det er uforståeligt og kortsigtet af Naalakkersuisut at sige nej til at genindføre arbejdsmarkeds-hjælpepakken, da alternativet er skræmmende: Afskedigelser og i værste fald konkurser. Hvis det sker, vil Landskassen bløde på grund af stærkt stigende udgifter til arbejdsmarkedsydelse, skriver GE i en pressemeddelelse.

Branchen bløder

En intern undersøgelse blandt Grønlands Erhvervs medlemsvirksomheder i hotelbranchen viser, at 53 procent af virksomhederne har brug for arbejdsmarkeds-hjælpepakken. Undersøgelsen viser, at der er akut brug for at få hjælpepakken sat i kraft.

- Situationen er dybt alvorlig i et erhverv, der er udset til at være en af de bærende søjler i erhvervsudviklingen. Hjælpepakkerne, der udløber den 31. december, bør fortsætte, som minimum så længe fem dages reglen gælder, og der bør besluttes en national langsigtet plan for corona-håndteringen, lyder det fra Grønlands Erhverv.

Stort fald i omsætning

Med enkelte geografiske undtagelser er hotel- og turistbranchen hårdt ramt af coronakrisen og de barske restriktioner, som har medført, at meget få udenlandske turister har besøgt Grønland i 2020.

Mange hotel- og turistvirksomheder har oplevet et fald i omsætningen på over 70 procent, oplyses det.

Powered by Labrador CMS